Den tidligere lokalpolitiker Per Zeidler, der har været byrådsmedlem i Syddjurs Kommune, har torsdag ved Vestre Landsret i Aalborg fået stadfæstet sin dom på ni måneders ubetinget fængsel for rufferi.
Dermed stadfæstede landsretten den dom, som Zeidler fik i marts 2023.
Han er dermed fundet skyldig i at have arrangeret sexfester, hvor han tjente penge på, at kvinder havde sex med flere mænd samtidig.
Eneste ændring i forhold til byrettens dom er, at den i dag 61-årige Zeidler får konfiskeret et udbytte på 10.000 kroner i stedet for 16.720 kroner, som Zeidler efter landsrettens vurdering har haft som uberettiget fortjeneste.
Det er ikke første gang, ekspolitikeren dømmes for at arrangere gangbangs.
I maj 2019 blev han ved Retten i Randers idømt seks måneders betinget fængsel for sammen med en anden mand at have arrangeret 73 gangbangs forskellige steder i Jylland.
Det var Århus Stiftstidende, som i november 2017 afslørede, at Zeidler flere gange havde arrangeret gangbangs i et tidligere forsamlingshus ved Vejle.
Historien kom frem kort før kommunalvalget samme år.
Social Liberal Borgerliste i Syddjurs Kommune, der havde Zeidler i spidsen, endte med at få 15 stemmer ved kommunalvalget. Dermed var partiet langt fra at blive valgt ind.
Zeidler havde inden valget meddelt, at han alligevel ikke stillede op som kandidat på Social Liberal Borgerliste. Men fordi kandidatlisterne var blevet indleveret, lang tid før sagen rullede, var han derfor at finde på stemmesedlen.
I september 2020 blev Zeidler igen tiltalt for rufferi ved at arrangere en række gangbangs i Nordjylland i perioden fra maj til august 2019. Det er i den sag, der torsdag er afsagt dom i.
Zeidler har erkendt at have arrangeret gangbangs, men har afvist at have tjent penge på orgierne.
Han har således nægtet sig skyldig i rufferi og ankede derfor byrettens dom til landsretten.