Ekstremt dyr biograftur: Ville tisse på gulvet
LÆS OGSÅ: Far idømt fængsel: Låste sin treårige datter inde i skraldespandsstativ
Gæster i Nordisk Films biograf på Fabriksvej i Næstved fik torsdag eftermiddag lidt ekstra for pengene.
Her kom en 57-årig mand fra byen ind og var igang med at "underholde" de tilstedeværende medarbejdere og biografgængere.
Han råbte op, tog bukserne ned og var ved at lette tissetrangen midt i biografens foyer. Missionen lykkedes dog ikke, da manden blev forhindret i sit foretagende og smidt ud af biografen.
Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Senere genkendte betjente manden ud fra beskrivelsen af gerningsmanden, da de patruljerede på Sct. Peders Kirkeplads i Næstved.
Den 57-årige mand blev klokken 17.22 anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med på politistationen.
Han blev løsladt klokken 23.20, men var endnu ikke færdig med ordensmagten.
Klokken 02.10 var den tissetrængende mand nået til Toldbodgade i Næstved, hvor han sad og råbte af de forbikørende biler.
Det fik betjentene til at køre manden hjem i seng - han står nu til en bøde på 1000 kroner for sit optrin i biografen.