Krimi22 timer siden

Elias blev knivdræbt ved busstoppested - nu har retten talt

En bare 14-årig dreng stak i maj jævnaldrende Elias med en stor kniv ved et busstoppested i Husum. Elias døde af sine skader. Onsdag faldt der dom i sagen
Et blomsterhav dækkede gerningsstedet i maj efter 15-årige Elias var blevet knivdræbt af en kun 14-årig dreng.
Et blomsterhav dækkede gerningsstedet i maj efter 15-årige Elias var blevet knivdræbt af en kun 14-årig dreng.
 Foto: Presse-fotos.dk

En 15-årig dreng er onsdag formiddag blevet idømt tre års fængsel i sagen om drabet på den jævnaldrende Elias. Dommen blev afsagt ved Retten på Frederiksberg, hvor den 15-årige tiltalte er blevet fundet skyldig i grov vold med døden til følge.

Dermed er der sat et foreløbigt punktum i drabssagen, hvor 15-årige Elias blev knivdræbt i den københavnske bydel Husum i maj i år.

En dreng, som var 14 år på gerningstidspunktet, er ifølge politiet den person, som har ført kniven og sat det dræbende stik ind. Derfor har retten også lagt vægt på, at den 15-årige dreng, som blev dømt onsdag, ikke førte kniven, men alligevel tog del i drabet.

Den 14-årige dreng, som førte kniven, får sin sag behandlet ved Ungdomskriminalitets Nævnet, fordi han lige præcis var under den kriminelle lavalder, da drabet skete. Han fyldte 15 år et par måneder efter.

Drabet på Elias skete den 22 maj i år, da han stod af bussen ved Åfløjen i Husum med nogle kammerater. Her stod den 14-årige dreng og ventede på Elias og de andre drenge.

Et blomsterhav dækkede gerningsstedet i maj efter 15-årige Elias var blevet knivdræbt af en kun 14-årig dreng.
Et blomsterhav dækkede gerningsstedet i maj efter 15-årige Elias var blevet knivdræbt af en kun 14-årig dreng.
 Foto: Presse-fotos.dk

Mor til afdøde Elias, Anna Sørine Bukh Petersen fortalte kort efter drabet på hendes søn til DR-podcasten Genstart, hvad der skete ved busstoppestedet den skæbnesvangre dag. Hun har fået historien genfortalt af Elias’ venner, som var til stede på gerningstidspunktet.

- Den her dreng står med en stor kniv. Der opstår noget tumult og den her dreng begynder at snitte ud. Elias prøver at afvæbne ham og tager fat i begge hans hænder og siger “Hvad fanden laver du?", forklarer Anna Sørine Bukh Petersen til Genstart.

- Og så stikker han ham bare - ind i siden.

- "Hvad laver du, skal du stikke mig eller hvad?" Og så stikker han ham en gang mere. Og så løber Elias. Og så falder han så om, siger moren til Genstart.

"Mor, mor, Elias er blevet stukket"

Anna Sørine Bukh Petersen forklarer til DR-podcasten, at hun sidder på en bænk og er ved at spise med en veninde i København, da Elias’ storebror pludselig ringer og giver hende besked om, at Elias er blevet stukket ned.

Den chokerede mor stormer ud på gaden for at stoppe en bil, som så kører hende til Rigshospitalet.

I fuld fart i bilen mod Rigshospitalet tør Anna Sørine Bukh Petersen ikke tænke det værste.

- Du kan godt blive stukket i maven, armen eller brystkassen og så overleve. Så jeg turde ikke tænke det værste scenarie, men alligevel så havde jeg bare en rigtig dårlig fornemmelse, siger hun.

Kort efter Anna Sørine Bukh Petersen og veninden er ankommet til Rigshospitalet får hun en besked, der bekræfter hendes bange anelser. Elias er død.

- Jeg græder faktisk ikke. Jeg sidder bare med lukkede øjne. Der er bare en masse tumult omkring, og politiet er der også, fordi det er en forbrydelse, men jeg sidder bare, siger hun til Genstart.

Hun fortæller til DR, at hun kender den 14-årige gerningsdreng, og at det faktisk er Elias’ barndomsven. De er vokset op sammen, og hun kender også familien til drengen.

- Jeg har ingen idé, om hvorfor det lige skulle være Elias, lyder det fra Anna Sørine Bukh Petersen.

Stærkt budskab

Få dage efter drabet i maj blev der arrangeret et fakkeloptog i Husum. Her gik lokale i Husum sammen for at mindes Elias og tage afstand fra det, der var sket.

Selvom det kun var ganske få dage efter, at Anna Sørine Bukh Petersen havde mistet sin søn, holdt hun en tale, som havde flere stærke budskaber. Blandt andet rettet mod politikere som vil straffe sig ud af sociale problemer.

- Vi som samfund skal spørge os selv, om det er en her-og-nu retsfølelse, som vi gerne vil have, eller om det er på tide, at vi tager de unges helbred lidt mere alvorligt, lød det i talen fra moren.

I interviewet med Genstart opfodrer hun også til, at man i stedet for at fokusere på hårdere straffe, begynder at interessere sig for, hvorfor 14-årige drenge stikker jævnaldrene ned med store knive på gaden.

Moren har ved flere lejligheder understreget, at Elias på ingen måder var kriminel eller involveret i bandekriminalitet.

Nu er sagen foreløbigt afsluttet. Det vides ikke, om den dømte 15-årige dreng vil anke dommen.

Sponsoreret indhold