Emilie Meng-sagen: Er dette beviserne på, at det ER samme gerningsmand?
De seneste mange år har han levet et tilsyneladende normalt liv med fast job og egen villa. Men selv om den 32-årige mand fra Korsør-området på overfladen ligner enhver anden, har han – ifølge politiet – en særdeles mørk side.
Den mørke side har han tilsyneladende udlevet adskillige gange de seneste år, hvor han ifølge politiet har begået mindst tre uhyggelige forbrydelser mod unge kvinder og børn.
Mest alvorligt er drabet på 17-årige Emilie Meng, der forsvandt i 2016.
Alle de grusomme sager har udspillet sig på Vestsjælland, men det er langt fra det eneste, der mere end antyder, at der kan være tale om samme gerningsmand.
Der er således flere lighedspunkter i de tre sager, som den 32-årige nu er sigtet for: Bortførelsen af en 13-årig pige i april, overfaldet på en 15-årig pige i november 2022 og ikke mindst det uhyggelige drab på 17-årige Emilie Meng i 2016.
Beviser mod den 32-årige i Meng-sagen
Da Emilie Meng forsvandt i 2016, ejede han en Hyundai i-30. Det er samme model, som man mener blev brugt af gerningsmanden.
Få timer før Emilie Meng forsvandt, brugte manden sit betalingskort nær Korsør Station.
Dagen før Emilie Meng forsvandt, foretog han bestemte køb i Harald Nyborg (det vides dog ikke hvilke køb)
Efterforskere har fundet videoer og fotos downloadet på den 32-åriges computer (det vides dog endnu ikke hvilke videoer og fotos)
Ofrene er ens
Først og fremmest er der en uhyggelig lighed mellem ofrene i de tre sager.
Alle er unge piger eller kvinder, der var mellem 13 og 17 år, da den nu 32-årige – ifølge politiets teori – slog til.
Desuden var alle tre piger helt alene – enten på vej hjem fra byen, på gåtur eller i gang med at uddele aviser – da de mødte deres gerningsmand.
Noget tyder altså på, at gerningsmanden – enten planlagt eller tilfældigt – har kørt rundt i sin bil, udset sig “enlige piger eller unge kvinder”, og derefter er slået til, hvis politiets teori holder stik.
Samme type bil
Og netop bilen er også et bemærkelsesværdigt lighedstræk.
I mindst to af sagerne er en bil af mærket Hyundai blevet udpeget som et vigtigt og potentielt afgørende spor.
Bilen var for eksempel eneste spor, da 17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station 10. juli 2016. Den lyse Hyundai blev fanget på stationens overvågningskamera omkring klokken 04 om natten – på selvsamme tidspunkt hvor den 17-årige Korsør-pige sagde farvel til sine veninder.
Trods en intensiv efterforskning – og efterlysning – hos politiet meldte ejeren af bilen sig aldrig, og det fik flere til at spekulere i, om det derfor kunne være gerningsmanden.
Nu har det så vist sig, at den 32-årige ejede netop sådan en bil i sommeren 2016. Dengang blev manden også afhørt af politiet – netop på grund af bilen – men dengang fandt politiet altså ikke anledning til at gøre mere.
Derfor blev bilen dengang ikke undersøgt, og bilen blev sidenhen totalskadet og solgt videre.
Nu er det dog lykkedes politiet at finde frem til bilen hos en slovakisk familie. Retsteknikere skal nu finkæmme bilen for eventuelle spor, der kan linke den til Emilie Meng.
Da den 32-årige blev anholdt for bortførelsen af den 13-årige pige i april, afslørede politiets beslaglæggelse, at han havde en forkærlighed for Hyundai – nu var han ejer af en sort bil af samme mærke.
Bruger han kniv?
I sagen om den 15-årige pige, der blev overfaldet ved Sorø Gymnastikefterskole en novemberaften sidste år, er det endnu uvist, om gerningsmanden kom kørende i en bil.
Dengang kom det kun frem, at gerningsmanden havde overfaldet den 15-årige pige, mens hun gik tur alene og talte i telefon med sin mor. Det var i den forbindelse moren, der alarmerede politiet og bad dem lede efter hendes datter.
Heldigvis gjorde den 15-årige pige dengang så voldsom modstand, at gerningsmanden opgav sit overfald og forsvandt ud i mørket. Den chokerede pige kunne derfor selv gå tilbage til skolen, hvorefter hun blev afhørt af politiet.
Her gav hun én vigtig detalje om det uhyggelige overfald: Gerningsmanden havde en kniv. Kniven hev han frem og truede pigen med, mens han forsøgte at tvinge hende ned på jorden.
Gerningsmanden opererede altså på det tidspunkt med kniv – og spørgsmålet er, om han også gjorde det i Emilie Meng-sagen og i sagen om den 13-årige pige?
Et fund på en mark antyder, at gerningsmanden kan have brugt kniv i den første sag.
I julen 2016 – et halvt år efter Emilie Meng forsvandt – fandt politi og hundeførere en køkkenkniv på en mark på Midtsjælland. Marken ligger i umiddelbar nærhed af den sø ved Regnemarks Bakke, hvor liget af Emilie Meng var blevet fundet et døgn forinden.
Politiet sikrede kniven, men har siden ikke udtalt sig om den. Spørgsmålet er, om gerningsmanden brugte selvsamme kniv mod Emilie Meng – og efterfølgende smed den i området, hvor han også havde efterladt liget af hende?
Senere vil vi formentlig også få at vide, om gerningsmanden truede den 13-årige skolepige med kniv, da hun blev bortført.
Indtil videre ønsker politiet ikke at udtale sig, men detaljerne vil formentlig komme frem, når et eventuelt anklageskrift mod manden ligger klar.
Ugerningen er den samme
Noget der uden tvivl er helt ens i de alle tre sager, er selve ugerningen: I alle tre tilfælde blev ofrene således voldtaget eller forsøgt voldtaget.
Den 13-årige pige blev sågar voldtaget flere gange ifølge politiets sigtelse. Voldtægterne skete, mens den unge pige blev udsat for vold – eller truet med vold – præcis som det var tilfældet med efterskoleeleven. Efterskoleeleven havde dog held til at gøre så megen modstand, at gerningsmanden opgav sit voldtægtsforsøg.
Også Emilie Meng blev voldtaget. Det kom frem under pressemødet, hvor politiinspektør Kim Kliver for første gang altså udtalte, at man har fundet beviser på, at den 17-årige Korsør-pige blev seksuelt forulempet af sin drabsmand.
Han ville bortføre alle tre
I alle tre tilfælde havde gerningsmanden desuden til hensigt at bortføre ofrene. Både den 13-årige pige og den 17-årige Emilie Meng blev mod deres vilje hevet ind i en bil og ført væk.
Han forsøgte desuden at gøre det samme mod efterskoleeleven i Sorø – dog uden held.
Politiet har ikke afsløret, præcis hvordan han forsøgte at bortføre den 15-årige.
Men noget i hans ord eller handlinger har altså fået politiet til at konkludere, at hans hensigt var at bortføre hende.
Kynisk og iskold
Sammenfatter man alle disse oplysninger, tegner der sig ifølge politiets sigtelse et uhyggeligt billede af en mand, der både er kynisk, iskold og drevet af mørke lyster:
Han udpeger sig unge piger og kvinder, der færdes helt alene, før han slår til.
Han truer med vold og forsøger både at bortføre og voldtage dem. I mindst ét tilfælde har han desuden ageret iskoldt i over et døgn, hvor han holdt en blot 13-årig pige indespærret.
Og gerningsmanden er altså – ifølge politiet – en 32-årig mand, som sideløbende har levet et helt almindeligt liv med fast sælgerjob og egen villa.
Den 32-årige mand har kun erkendt dele af sigtelsen i sagen om den 13-årige pige. Alt andet nægter han sig skyldig i.