Fængselsstraf og plet på straffeattesten: Her gik det galt for tidligere "X Factor"-deltagere

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: "De dyre drenge"-deltager dømt: - Alt i livet har konsekvenser
Det seneste års tid har flere tidligere "X Factor"-deltagere siddet på anklagebænken i byretten, og fælles for dem er, at de alle blev idømt en fængselsstraf og fik én plet på straffeattesten, eftersom de havde overtrådt loven.
Planen var ellers, at en fjerde person, som er kendt fra TV 2-programmet, skulle i retten i december for indbrudstyveri, men hendes sag skal nu berammes på ny, eftersom anklageren i sagen var syg og altså ikke kunne møde op til retsmødet.
Der har været tale om nogle opsigtsvækkende sager, som de tidligere "X Factor"-deltagere blev slæbt i retten for det seneste års tid, og nedenfor giver SE og HØR dig et overblik over dem alle.
Lamper til 32.000 kroner stjålet fra bosted
Vi starter i Jylland i en sag, hvor der ikke er faldet dom endnu. Her sidder en 29-årig kvinde på anklagebænken.
Kvinden er nemlig tiltalt for indbrudstyveri, eftersom politiet mener, at hun i sommeren 2022 sammen med en anden person skaffede sig adgang til et bofællesskab og stjal henholdsvis to PH-loftslamper og én PH-bordlampe til en samlet værdi af 32.000 kroner.
Den 29-årige er også tiltalt for forsøg på indbrudstyveri, da hun ifølge sagens anklageskrift et halvandet år senere begik indbrud i en butik i selvsamme by, hvor hun har folkeregisteradresse.
Politiet mener dog ikke, at kvinden stjal noget fra butikken.
Planen var ellers, at den 29-åriges sag skulle behandles i byretten i denne måned, men ifølge SE og HØRs oplysninger blev anklageren syg til retsmødet, hvorfor sagen nu skal berammes på ny.
Kvinden er tiltalt efter straffelovens paragraf 276, som straffes med fængsel i op til halvandet år.
- Det var jo ikke et samuraisværd
25. september blev en 28-årig mand idømt syv dages betinget fængsel i en sag om overtrædelse af knivloven samt overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den tidligere "X Factor"-deltager var tiltalt for i et S-tog at have været i besiddelse af en kniv en aften tilbage i marts 2023.
Manden forklarede i retten, at han havde købt kniven i en butik på Istedgade, og der ikke var tale om et samuraisværd.

Retten lagde vægt på, at manden tidligere er tidligere straffet - blandt andet for overtrædelse af knivloven.
Men det kom også frem under retsmødet, at den tidligere "X Factor"-deltager har et langt synderegister med stribevis af domme for henholdsvis vold, trusler, røveri og tyveri.
Den 28-årige, som fortalte i retten, at han "kun" ryger to joints om dagen, blev også dømt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, eftersom han råbte, da han blev stoppet af politiet og visiteret samme aften, hvor kniven blev købt.
Den 28-årige nægtede sig skyldig og sagde, at han måske havde været en smule udadreagerende.
Stangstiv i forsvarets tjenestebil
Torsdag 19. september behandlede Retten i Holstebro en tilståelsessag, hvor en 22-årig tidligere "X Factor"-deltager endte med at blive idømt 20 dages betinget fængsel med prøvetid på ét år i en sag om spirituskørsel og grov pligtforsømmelse.
Den 22-årige havde en aften i november tilbage i 2023 - hvor han var ansat i livgarden - kørt en omvej på 25 kilometer i forsvarets tjenestebil. Herunder til en by, som intet havde noget med tjenesten at gøre.
Og det havde han gjort, mens han var synligt påvirket af alkohol.

I livgardens uniform kiggede den 22-årige forbi to forskellige 7-Eleven-butikker for at købe alkohol, og senere på aftenen blev han stoppet af politiet i forsvarets tjenestebil.
Den tidligere "X Factor"-deltager var så synligt påvirket af alkohol, at politiet måtte tage en blodprøve på ham.
Her blev den 22-årige mand, som også havde kørt i forsvarets tjenestebil på cykelstien, målt til at have en promille på 3,43.
SE og HØR var efter dommen ved Retten i Holstebro i kontakt med den pågældende "X Factor"-deltager, som ikke ønskede at sætte yderligere ord på sagen.
Groft overfald på 7-Eleven-ekspedient
Tilbage i november 2023 blev i dag 20-årige Mathilde Caffey idømt fire måneders betinget fængsel for et groft overfald på en ekspedient i 7-Eleven.
Det voldsomme overfald blev begået sammen med Mathilde Caffeys ekskæreste og dennes kammerat.
Ifølge anklageskriftet var de tre unge mennesker, som alle har været beskyttet af et navneforbud under sagen, tiltalt for at have overfaldet ekspedienten med over 40 slag og spark på kroppen og i hovedet.
De var ligeledes anklaget for at have kastet forskellige genstande – blandt andet en fyldt Barcardi Breezer – på ekspedienten.

I en video, der blev vist i retten, kunne man se Mathilde Caffey kaste en fyldt breezer efter manden, ligesom hun sparkede ham, mens han lå ned i butikken.
Under retssagen fortalte den unge sangerinde, at hun var meget ked af hele situationen.
– Jeg angrer af hele mit hjerte, lød det fra Mathilde Caffey, da hun fik det sidste ord i retten.