Familiefars uhyggelige motto: Bind, torturer og dræb!
Da politiet i marts 2004 modtog et mystisk brev, vidste de straks, at en frygtet seriemorder var vendt tilbage. Brevet indeholdt grusomme drabsdeltaljer, som kun seriemorderen kendte til – og nu frygtede politiet i den amerikanske by Wichita, at uskyldige igen ville blive dræbt.
Brevet var underskrevet BTK. Tre bogstaver som i årtier havde skræmt alle i den søvnige amerikanske by. BTK stod for ”Bind”, ”Torturer” og ”Dræb” – og det var lige netop, hvad morderen havde gjort ved alle sine 10 ofre.
Hans rædsel begyndte en januarmorgen i 1974. Her skar han telefonledningerne over til Otero-familiens hus. Så listede han ind ad bagdøren og bandt tvang familiemedlemmerne én for én. Først kvalte han den 37-årige far Joseph med poser og stofstykker. Derefter kvalte han den 33-årige mor Julie med en ledning, før han kvalte deres niårige søn, Joseph Jr.
Derefter slæbte han 11-årige Josephine – som var hans primære offer – ned i kælderen, hvor han seksuelt misbrugte hende, før han hang hende fra et rør.
Berømt og berygtet
De næste mange år fortsatte han med at dræbe og sprede rædsel. Han brød for eksempel ind i et hus og låste tre små børn inde på toilettet, før han kvalte deres mor Shirley Vian. De følgende år dræbte han flere uskyldige, og undervejs sendte han adskillige breve til de lokale medier.
Heri beskrev han i detaljer sine ugerninger eller sendte små digte, der omhandlede de bestialske drab – og så forlangte han at blive berømt og berygtet. Det var herefter, at politiet fortalte, at der vitterlig var en seriemorder på fri fod. I 1991 dræbte han endnu en kvinde, men så blev han pludselig stille i 25 år. Politiet formodede, at han enten var død eller sad fængslet i forbindelse med en anden sag.
I virkeligheden havde morderen så travlt med at passe sit familieliv og sit almindelige arbejde, at han ikke havde tid til at udleve sine dystre tanker.
Nu var det tid
Lysten havde han dog stadig, og da et lokalt medie skrev, at morderen var ”forsvundet i glemslen”, besluttede han sig for, at nu var det tid igen. Han begyndte at sende nye breve til politiet og medierne. Han skrev blandt andet, at han allerede havde udpeget sig sit næste offer.
Seriemorderen higede efter opmærksomhed, og det udnyttede politiet i håb om, at han ville komme til at røbe sin identitet. De appellerede til hans narcissistiske side ved at fortælle medierne, hvor klog han var, og hvor få spor de havde. Det fik morderen til at begå fejlen, der i sidste ende fældede ham.
Fik datters DNA
I stedet for at sende et brev sendte seriemorderen nu en diskette med en word-fil. Han troede, han havde slettet alle sporingsdata, men gemt i disketten fandt politiet fornavnet ”Dennis” samt navnet på en lokal kirke. Søgte de på begge dele, dukkede navnet ”Dennis Rader” op.
Han var udadtil en normal mand, han var gift og far og arbejdede både i den lokale kirke og som tilsynsførende. Politiet fornemmede dog, at det kunne være deres gerningsmand. For ikke at afsløre efterforskningen skaffede politiet hans DNA via hans datter, der havde fået et lægetjek på sit universitet. Og der var et match!
Politiet vidste nu, at Dennis Rader var den frygtede BTK-morder, der havde spredt skræk og rædsel igennem årtier. Da de kort efter anholdt ham i sin bil, udbrød Dennis Rader: ”Vil I sige til min kone, at jeg ikke når hjem til frokost?”.
Først benægtede Dennis Rader alt, men da politiet fortalte ham om DNA-beviset, begyndte han at smile. Og så talte han i timevis. Han pralede af sine mord og angrede ikke ét eneste øjeblik. Det var som om, at han havde ventet på netop dette øjeblik, hvor han endelig kunne fortælle om sine bestialske bedrifter.
Den 18. august 2005 blev Dennis Rader idømt minimum 175 års fængsel.