Far bad sine tre sønner stille sig op på række: Så gjorde han det utænkelige
Han havde minutiøst planlagt det i månedsvis – og 15. juli udførte han så sin dødelige plan.
Her bad en amerikansk far sine tre små sønner om at stille sig op på række. Sekunder senere skød og dræbte han dem én for én.
Det skriver det amerikanske medie People.
Ifølge politiets teori havde 32-årige Chad Doerman i flere måneder planlagt, hvordan han ville tage livet af sine tre drenge. Hvorfor de skulle dø, har han dog ikke ønsket at svare på.
Men 15. juli bad han altså sine tre drenge – identificeret som Clayton, 7, Hunter, 4, og Chase, 3 – om at stille sig op i familiens have i Ohio.
Herefter åbnede han ild mod børnene. Ifølge People lykkedes det ét af børnene af flygte, men ikke langt. Faren indhentede således sin søn og henrettede ham kort efter.
Da politiet ankom til adressen, fandt de alle børn livløse i haven. Trods et intensivt forsøg på at genoplive dem blev de alle erklæret døde i haven.
Det var tilsyneladende børnenes mor, der slog alarm. Hun var også til stede, da drabene fandt sted og blev selv skudt i hånden, da hun forsøgte at redde dem.
I opkaldet til alarmcentralen kunne man ifølge People høre hende skrige ”mine babyer er blevet skudt”.
Som tidligere skrevet er det altså uvist, hvad der fik 32-årige Chad Doerman til at dræbe sine sønner. Han har dog erkendt, at han skød dem. Retssagen ventes at gå i gang næste sommer. Indtil da vil han forblive bag lås og slå.