Fie idømt bøde for brud på markedsføringloven: Det koster det hende
Anklagemyndigheden gik efter en høj bødestraf til influenceren Fie Laursen for adskillige brud på markedsføringsloven.
Men sådan skulle det ikke helt gå.
Fie Laursen er netop blevet dømt til at skulle betale 20.000 kroner i bøde for at have brudt markedsføringsloven i flere tilfælde.
Det fortæller hendes forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til SE og HØR.
- Vi er meget tilfredse med dommen. De gik efter en bøde på 70.000 kroner, og derfor kan vi ikke andet end være tilfredse.
Topadvokaten fortæller derudover, at statskassen skal betale for sagens omkostninger, hvilket de ligeledes er meget tilfredse med.
I hele ti tilfælde var Fie Laursen tiltalt for at have brudt markedsføringsloven ved ikke at markere sine reklamer på blandt andet Instragram og Youtube - det vides endnu ikke, hvor mange af forholdene Fie Laursen er kendt skyldig i.
Blandt andet da hun fra 29. juni 2018 til 4. december 2018 havde et opslag med DUF rejser på sin Instagram-profil, der ikke var markeret som reklame.
I flere tilfælde har amatørpornostjernen reklameret for rejseselskabet, der sælger rejser til unge mennesker, uden at markere indholdet.
Men Fie Laursen, der ikke selv mødte op i retten, er altså kun blevet idømt en bøde på 20.000 kroner - langt fra anklagemyndighedens krav på 70.000 kroner.
Sagen skulle i første omgang have været for tilbage i oktober 2021, men Fie Laursen meldte dengang fra med en lægeerklæring i hånden.
Sagen har altså været undervejs i flere år, og netop den lange sagsbehandlingstid betyder at statskassen må punge ud for sagsomkostningerne.
Dermed er der endeligt blevet sat punktum i denne sag om brud på markedsføringsloven - sager der har været flere af i den seneste tid.