Krimi30. januar 2025

Filmede i smug på kundetoilet: Nu jagter politiet den skyldige

Manden er mistænkt for at have efterladt et kamera, som politiet nu har beslaglagt

Østjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at få identificeret en ukendt gerningsmand, der er mistænkt for at have begået blufærdighedskrænkelse i stormagasinet Magasin i Aarhus C.

Forholdene blev begået i december sidste år, hvor manden er mistænkt for kortvarigt på uberettiget vis at have filmet toiletgæster.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mandag 30. november modtog politiet en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand angiveligt forsøgte at filme andre gæster med et kamera på et kundetoilet.

Ifølge anmeldelsen fandt optagelserne sted kortvarigt om formiddagen, inden kameraet, der var blevet efterladt på toilettet af den formodede gerningsmand, blev overdraget fra personalet på stedet til politiet.

- Kameraet og optagelserne er fortsat i politiets varetægt, og der fremgår ingen identificerbare personer på optagelserne foruden den mistænkte i sagen, skriver politiet videre.

Efterforskningen har vist, at den pågældende mand også befandt sig i Magasin på gerningstidspunktet. Han er nemlig fanget på videoovervågningen.

Derfor offentliggør politiet nu billeder af ham i håbet om, at nogen kan hjælpe politiet med at få ham identificeret.

TV2 Østjylland har fået en skriftlig kommentar fra Sandra Abrahamsen, der er pressemedarbejder hos Magasin. Hun skriver følgende i en mail:

- Det er en hændelse, som både Magasin og politiet tager meget alvorligt, og Magasins interne sikkerhedsafdeling undersøgte straks øvrige toiletter samt prøverum uden yderligere fund.

- Det er vores fornemmeste opgave at sikre, at vores kunder kan færdes trygt i Magasin, og derfor er vi også altid opmærksomme på uregelmæssigheder i vores forretninger- herunder toiletter og prøverum, og jævnfør vores procedurer skal eventuelle sikkerhedsbrud altid straks indrapporteres til vores sikkerhedsorganisation, som det er sket i dette tilfælde. Alle forhold vil blive efterforsket og videregivet til politiet, skriver Sandra Abrahamsen.

Sponsoreret indhold