Fire bjergbestigere fundet døde nær toppen af Mont Blanc
Fire bjergbestigere er tirsdag fundet døde nær toppen af Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc.
Det oplyser lokale franske myndigheder.
Redningshold fandt med en helikopter de to italienere og to sydkoreanere.
De fire bjergbestigere har været meldt savnet siden weekenden.
Bjergbestigerne var "døde af udmattelse", oplyser myndighederne.
En helikopter fra PGHM-bjergpolitiet var i stand til at lande i området omkring klokken 13.30 og fandt ligene mellem 100 og 200 meter fra toppen.
- Ligene er blevet bragt ned igen, skriver bjergpolitiet og uddyber, at familierne er blevet informeret om dødsfaldene.
Det var lørdag, at politiet blev informeret om "tre savnede bjergbestigergrupper nær toppen af Mont Blanc i meget dårlige vejrforhold".
Bjergbestigerne var ifølge myndighederne taget afsted uden guider.
I forbindelse med en intensiv redningsindsats blev to koreanere, der var i live, reddet i 4100 meters højde søndag morgen.
Men senere blev vejret dårligere, og redningsfolk var ude af stand til at fortsætte redningsindsatsen i de efterfølgende dage.
Bjerget er over 4800 meter højt. Dets højde varierer på grund af sne og is på toppen.
Det er et populært mål for bjergbestigere fra hele verden, og det anslås, at mellem 20.000 og 30.000 hvert år forsøger at bestige det.
Alvorlige ulykker - heriblandt dødsulykker - sker meget hyppigt på bjerget, hvor vejrforholdene hurtigt kan ændre sig.
De eneste bjergtinder på det europæiske kontinent, som er højere end Mont Blanc, ligger i Kaukasus i det sydlige Rusland og Georgien.