Krimi13. august 2019

Fire danske kendte meldt til politiet

Fire danske influencers er blevet meldt til politiet for skjult reklame.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/instagram_0.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Instagram flyder med reklamer for alverdens mærkelig ting og sager. Og vores yndlings-influencers er hurtige til at stille sig op og tale godt om et nyt produkt.

Men det er åbenbart ikke alle, der er lige gode til at gøre det klart, at der er tale om reklame.

Det slår Forbrugerombudsmanden nu hårdt ned på. Det skriver de i en pressemeddelelse.

  • - Jeg ser med stor alvor på overtrædelser af forbuddet mod skjult reklame, for der må ikke være tvivl om, hvornår vi som forbrugere møder markedsføring. Vi vil derfor fortsat have fokus på at håndhæve forbuddet mod skjult reklamer, udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

I alt er fire influencers blevet meldt til politiet, og det er på baggrund af en større undersøgelse af i alt 37 udvalgte influencers.

De fire politianmeldte influencers har ifølge Forbrugerombudsmanden begået alvorlige brud på markedsføringslovens paragraf 6, stk. 4, der forbyder skjult reklame.

Flere af dem er tidligere blevet informeret om reglerne for reklame, mens andre er blevet udvalgt, fordi de har over 100.000 følgere og benytter flere sociale medier.

Ifølge pressemeddelelsen fremgik det angiveligt i flere tilfælde slet ikke af opslaget, at der var tale om kommercielle interesser, eller også fremgik det ikke tydeligt nok. Det mener Forbrugerombudsmanden.

  • - Vi skal kunne have tillid til, at reklamer fremstår som reklamer. Derfor skal influenter sørge for, at det er tydeligt, når der er tale om en reklame og ikke blot en personlig anbefaling til deres følgere.

  • - Det gælder fx også for Instagram Stories, hvor hvert enkelt opslag med reklame tydeligt skal fremstå som reklame, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Udover de fire politianmeldelser har 10 andre fået en indskærpelse, mens otte andre er blevet orienteret om lovgivningen på området.

Af pressemeddelelsen fremgår det ikke, hvem de fire politianmeldte danske influencers er.

Sponsoreret indhold