Krimi7. september 2024 (opd. 7. september 2024)

Fire personer er kommet til skade ved kemishow på bibliotek: Børn iblandt

To af de fire perosner er kommet alvorligt til skade. Det oplyser politiet til TV2, som også kan fortælle, at der er børn iblandt

En 22-årig mand og tre børn er kommet til skade ved et kemishow på Tønder Bibliotek.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 22-årige mand er kommet svært til skade, mens de tre børn er lettere tilskadekomne.

Manden er blevet bragt til behandling på sygehuset og er uden for livsfare.

Også to af de tre børn er under behandling på sygehuset.

De pårørende er underrettet.

Der er tale om en studerende ved Aalborg Universitet, der var med til at afholde kemishowet.

Ifølge universitetet har den studerende fået skader på hænderne.

Skaderne skyldes for både den 22-årige og de tre børn, at et glas eksploderede.

Det oplyser vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Sune Loklindt.

- Der har været en kemisk reaktion af en art. Et glas er eksploderet og har givet skader. Efterfølgende undersøgelser skal vise, hvad der nærmere er sket, siger han.

Ingen af de tilskadekomne har fået ætsninger, oplyser vagtchefen videre.

Fra Aalborg Universitet lyder det, at man er ved at danne sig et overblik over hændelsen. Det siger institutleder fra Kemi- og Biovidenskab på Aalborg Universitet Kim Lambertsen Larsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Vi er selvfølgelig dybt berørte af det, som er sket. Vi vil gerne levere viden om naturvidenskab på en let tilgængelig måde, men ingen skal komme til skade, når studerende fra Aalborg Universitet har kemishows, lyder det.

Universitet oplyser til Ritzau, at det for nuværende ikke har mere at tilføje.

Hos Brand og Redning Sønderjylland oplyser Torben Godballe, som er brandvæsnets indsatsleder, at man modtog en anmeldelse klokken 13.39 lørdag.

Ifølge politiet var der i alt 40 personer til stede ved kemishowet.

Kommunikationschef i Tønder Kommune Ulrik Pedersen kan ikke gøre rede for de nærmere omstændigheder ved eksplosionen.

Han fortæller, at de berørte lørdag eftermiddag tilbydes krisehjælp.

På Tønder Biblioteks hjemmeside fremgår det, at lørdagens arrangement er et kemishow fra Aalborg Universitet.

Showet er ifølge beskrivelsen "fyldt med ild, bang, flotte farver, kemiske reaktioner og lærerig viden for både store og små".

Det fremgår derudover af Aalborg Universitets hjemmeside, at showet består af studerende, som læser enten kemi, kemiteknologi, bioteknologi eller miljøvidenskab på tredje til tiende semester.

Sponsoreret indhold