Flere er ramt af skud på Christiania
En 30-årig mand er lørdag aften blevet dræbt af skud på Christiania.
Det oplyser Poul Kjeldsen, politiinspektør ved Københavns Politi, ved et pressemøde.
- En 30-årig mand er afgået ved døden. Han er kendt i rocker-bandeverdenen, siger Poul Kjeldsen.
Skyderiet kan have rod i eksisterende konflikter, og det kan ikke udelukkes, at det har relation til hashhandel, siger politiinspektøren videre.
Politiet leder efter to mænd, som menes at stå bag skyderiet.
De to skal være ankommet maskeret og iklædt mørkt tøj til Christiania, hvorefter de gik ind i bygningen Stjerneskibet på Pusher Street.
- De afgiver skud og går ind på Stjerneskibet hen mod en person, afgiver skud og flygter derefter derfra, siger Poul Kjeldsen.
De to mænd flygtede mod Langebro på elcykler af mærket Mate.
Der er fire andre personer, der er blevet ramt af skud. Den ene er i kritisk men stabil tilstand. De øvrige er kommet lettere til skade, oplyser politiinspektøren.
Politiet kender identiteten på alle ofrene, men oplyser ikke, hvorvidt personerne har relation til hinanden.
Det vides derfor endnu ikke, om der kan være tale om, at tilfældige personer er blevet ramt i skudepisoden. Politiinspektør Poul Kjeldsen oplyser på pressemødet ikke yderligere detaljer om skudofrene.
Københavns Politi har anholdt to personer på Christiania. Politiet er ved at afklare, om de har relation til skyderiet, siger Poul Kjeldsen.
Siden anmeldelsen blev modtaget klokken 19.25, har politiet har været massivt tilstede på Christiania.
På det sociale medie X, der tidligere hed Twitter, oplyste politiet kl. 20.24, at flere var ramt:
- Vi kan i forbindelse med situationen på Christiania bekræfte, at flere er ramt af skud.
- Selve skudepisoden er sket i og omkring Stjerneskibet. Vi har derfor afspærret et større område og beder om, at denne afspærring respekteres, skrev politiet.
Politiet vil i de kommende timer være til stede omkring Christiania. Der er tale om en tryghedsskabende indsats, oplyser politiet.