Flere mulige voldtægter på Roskilde Festival: Vågnede nøgen foran telt
En 18-årig kvinde tog klokken halv fire i nat kontakt til en patrulje på festivalen, fordi hun var blevet udsat for en voldtægt. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Hun havde i løbet af aftenen flirtet med en mand, og da hun ville sove, havde han tilbudt hende en plads i hans telt.
Den unge kvinde takkede ja til tilbuddet, men i løbet af natten forsøgte manden at have sex med kvinden, selvom hun tydeligt afslog.
Alligevel gennemførte manden et fuldbyrdet samleje mod den 18-årige kvindes vilje. Hun forlod efterfølgende teltet.
Kvinden vil nu blive undersøgt på Rigshospitalet samt blive afhørt af politiet omkring de nærmere omstændigheder for forbrydelsen med henblik på også at kunne identificere manden.
Men den 18-årige kvinde er langt fra den eneste, der de seneste døgn har anmeldte sex-forbrydelser på festivalen.
Vågnede afklædt
I døgnrapporten fremgår det, at også en 23-årig kvinde tirsdag anmeldte, at hun muligvis havde været udsat for en forbrydelse.
Hun vågnede nemlig afklædt tirsdag morgen, men kunne ikke huske, hvad der var sket. Hun mistænkte, at der var blevet puttet noget i hendes vinglas aftenen forinden.
Hun havde på vej fra et sted til et andet sat sit glas fra sig og mindedes, at vinen efterfølgende smagte mærkeligt.
Resten kan hun ikke huske.
Blackout
En anden 23-årig kvinde kontaktede politiet tirsdag eftermiddag og udtrykte sin bekymring, for om hun havde været udsat for en sædelighedsforbrydelse.
Hun havde haft blackout fra mandag omkring klokken 23 til tirsdag omkring klokken 01.30. Kvinden var vågnet i sit eget telt, men havde smerter i underlivet.
Da hun kontaktede politiet, opfordrede de hende til at blive undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, men hun ønskede dog hverken at blive undersøgt eller anmeldte forholdet.
Politiet har dog alligevel registeret hændelsen som en sædelighedsforbrydelse.