Krimi1. juni 2021

For første gang nogensinde: 41-årig mand smittet med særlig fugleinfluenza

NHC (National Health Commission) har rapporteret første smittetilfælde af H10N3 – en særlig form for fugleinfluenza - i Kina
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210601-112032-l-1920x1296we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

En 41-årig mand fra millionbyen Zhenjiang i den østlige del af den kinesiske provins Jiangsu er blevet konstateret smittet med H10N3, der er en såkaldt aviær influenza – eller i daglig tale fugleinfluenza.

Det skriver Reuters.

Manden blev indlagt allerede den 28. april efter at have udviklet feber og andre og andre symptomer, lyder det fra NHC i en udtalelse.

Den 28. maj blev han diagnosticeret smittet med den særlige fugleinfluenza, men det er uvist, hvordan han er blevet ramt af smitten.

Mandens tilstand bliver beskrevet som stabil og han er klar til at blive udskrevet fra hospitalet.

Foreløbigt den eneste

En smitteopsporing blandt den 41-årige mands nærmeste familie og venner har endnu ikke resulteret i fund af flere tilfælde.

H10N3 er en såkaldt lavpatogen virus, og beskeden fra kommissionen lyder, at risikoen for udbredt smittespredning for nuværende er ”ekstremt lav”.

I løbet af de seneste år har man i Kina set flere typer af fugleinfluenza blandt dyr. Indtil videre er udbrud blandt mennesker dog relativt sjældne.

Sidste gang Kina var ramt af en fugleinfluenzaepidemi var i slutningen af 2016 og i 2017. Her var der tale om virusset ved navn H7N9.

Sponsoreret indhold