Første gang nogensinde: Land lukker ned for anden gang
Israel har valgt at gå i national lockdown i tre uger fra fredag 18. september.
Det er første gang nogensinde, at et land i forbindelse med coronakrisen vælger at lukke ned, efter allerede at have åbnet op igen.
Det skriver BBC.
hårde tiltag
Nedlukningen kommer til at vare som minimum tre uger, hvorfor det også står klart, at de hårde coronatiltag kommer til at gå ud over det jødiske nytår.
Arkivfoto: Nedlukningen af Israel kommer til at ligge oven i Yom Kippur. (Foto: Ritzau Scanpix)
Israel har den seneste tid oplevet voldsomme smittestigninger, hvor der har været dage med 4.000 nye smittetilfælde i landet, der har ni millioner indbyggere.
Premierminister Benjamin Netanyahu har meldt ud, at coronatiltagene vil "tære hårdt på os alle sammen".
Tiltagene består af de samme, som Danmark indførte, da landet gik i lockdown, som at kun supermarkeder og apoteker må holde regulært åbent, og maks ti personer må mødes.
Det har dog fået boligminister i regeringen Yaakov Litzman til at true med at tage sit parti ud af regeringen. Hans parti er et ultra-ortodokst jødisk parti.
Israel har i alt haft 1108 dødsfald med corona.