Forældre i stor sorg efter Jesper Juls død: - Står ikke op med samme glæde
LÆS OGSÅ: I tårer på tv: Sådan fik forældrene at vide, at Jesper Jul var blevet skudt
- Vi er her jo stadigvæk, men det er en anderledes hverdag.
Sådan lyder ordene fra Vivi og Villy, som er forældre til politibetjent og hundefører Jesper Jul, der blev skudt og dræbt foran politistationen i Albertslund i december 2016.
Onsdag har Viaplay premiere på sæson to af dokumentarserien "I sindet på en forbryder", hvor journalist og efterforsker Sebastian Richelsen i første afsnit snakker med forældrene til den dræbte betjent.
Sebastian Richelsen spørger blandt andet forældrene, hvad det har gjort ved dem som familie, at deres søn ikke længere er her.
- Det er et andet liv, hvor man ikke står op med samme glæde som lykkefølelse, fortæller Villy med tårer i øjnene.
Faren er tæt på at bryde sammen, når han mindes sin søn.
- Det har rørt hele familien, fortæller Jesper Juls mor, Vivi.
Jesper var et familiemenneske
Kan I prøve at forklare, hvem Jesper var?
- Jesper var meget ydmyg og ikke pralende på nogen måde. I bund og grund var han et familiemenneske, fortæller Vivi om sin søn.
Hvad tænkte I som forældre om, at Jesper gerne ville være politibetjent?
- Vi var ikke i tvivl, da Jesper kom og sagde, at han gerne ville være politibetjent. Det var bare ham.
- Han var lykkelig og glad. Og det er det vigtigste her i livet, fortæller Vivi i afsnittet.
SE og HØR har ud fra afsnittet tidligere onsdag skrevet om, hvordan Vivi og Villy fandt ud af, at deres søn var blevet skudt foran politistationen på den københavnske vestegn.
Den historie kan du læse mere om lige her: I tårer på tv: Sådan fik forældrene at vide, at Jesper Jul var blevet skudt
Idømt forvaring for drabet på Jesper
27-årige Mikkel Starsø Renard blev tilbage i september 2017 idømt forvaring ved Retten i Glostrup for drabet på politibetjent og hundefører Jesper Jul.
Forvaring er en af landets strengeste straffe, en tidsubegrænset straf.
Mikkel Starsø Renard affyrede det skud, som endte med at koste 43-årige Jesper Jul livet foran politistationen i Albertslund.
Mikkel Starsø Renard ankede forvaringsdommen til Østre Landsret, der i februar 2018 stadfæstede byrettens dom fra 2017.
- Nævningetinget i landsretten fandt det ligesom nævningetinget i Glostrup Ret bevist, at den 27-årige mand var skyldig i forsætligt manddrab. Baggrunden for drabet var angiveligt aversion mod politiet, og den dræbte var et tilfældigt offer, lød det fra Østre Landsret.