Forældrepar dræbt af vanvidsbillist: Har næsten indsamlet en million til børn
- Det er kæmpestort.
Sådan lyder det korte svar fra 36-årige Jonas Patell Andersen fra Nyborg, som lige om lidt har nået målet om at samle én million kroner ind til de to børn af forældreparret, der mistede livet i en dødsulykke på Hillerødmotorvejen i juli.
Udover forældreparret mistede også en 33-årig mand livet. Han kørte ifølge anklagemyndigheden ræs med en ven og kørte frontalt ind i forældrenes bil. De to børn pådrog sig livsfarlige kvæstelser i forbindelse med ulykken.
Tirsdag startede sagen mod en 24-årig mand, som er tiltalt for uagtsomt manddrab og vanvidskørsel i forbindelse med dødsulykken.
Men samtidig med retssagen er startet, nærmer indsamlingen for børnene sin afslutning. Der er nemlig blevet indsamlet ikke mindre end 982.000 kroner, og dermed er målet om at nå en million kroner næsten i hus.
- Det er udenfor vores fatteevne, hvordan folk er gået sammen og har delt vores opslag og har støttet os, siger en af stifterne bag indsamlingen, Jonas Patell Andersen til SE og HØR.
Jonas Patell Andersen fortæller, at han startede indsamlingen på facebook sammen med en anden person et par dage efter, at ulykken skete tidligt om morgenen den 6. Juli i år. I starten var det kun omkring 50 personer, som fulgte med, men pludseligt eksploderede antallet af følgere og donorer, fortæller han.
- Det er så livsbekræftende at se, hvordan vi står sammen for at nå vores mål, og hvordan vi i et så lille land som Danmark, kan samle alle de penge sammen, siger Jonas Patell Andersen.
Selvom Jonas Patell Andersen bor langt fra Hillerød og ikke kendte forældreparret eller deres børn, så kunne han ikke holde sig tilbage fra at gøre noget, da han for første gang hørte om den tragiske ulykke.
- Prøv at tænk på de børn. De mister begge deres forældre på et splitsekund. Jeg kan ikke finde ord for, hvor urimeligt det er, og der måtte jeg bare gøre noget, siger han.
Der er flere lokale virksomheder, som har støttet indsamlingen til fordel for børnene. Men ifølge stifteren har tusindvis af danskere doneret penge fra hele landet.
Jonas Patell Andersen er i jævnlig kontakt med børnene og deres værge. Han fortæller, at de under omstændighederne har det godt.
- De er startet i skole begge to, og det går godt med dem, alt taget i betragtning, siger han.
Han forventer, at indsamlingen når målet om en million kroner indenfor et par uger. Indsamlingen slutter 31. December.
- Bare i sidste uge fik vi 11.000 kroner ind, og nu er det december, så vi skal nok yde en indsats for, at vi kommer det sidste stykke, lyder det.
Retssagen mod den 24-årige tiltalte for dødsulykken kommer til at foregå ved Retten i Hillerød, hvor der er afsat tre dage.
Ulykken fandt sted tidligt om morgenen, da de to venner i hver deres BMW var på vej hjem fra København, hvor de havde været på diskotek. Her kørte de ifølge anklagemyndigheden ræs forud for ulykken.
I retten er det kommet frem, at den 33-årige havde en alkoholpromille på 0,41. Den 24-årige havde ifølge eget udsagn ikke drukket noget.
Ifølge anklager Dersim Bicen kørte den 24-årige mindst 153 kilometer i timen på strækningen, hvor ulykken skete. Fartgrænsen var 80 kilometer i timen på strækningen.