Forældrepar dræbt i bilulykke: Nu samles der ind til børnene
LÆS OGSÅ: Lene så to unge dø - var meget voldsomt
En ubeskrivelig tragedie fik den 26. juli den værst tænkelige udgang. Et forældrepar fra Randers mistede livet i en dødsulykke, da en 56-årig mand kørte op bag i deres bil i høj fart.
Parret efterlader sig en familie revet itu - heriblandt to små børn, som skal vokse op uden deres forældre.
Derfor har de efterladte startet en indsamling til børnene, og støtten er allerede overvældende. Det skriver TV 2 Østjylland, der har talt med mor og bror til den dræbte far.
Deres umiddelbare tanke var, at parrets venner formentlig ville støtte, men opslaget på Facebook er nået bredt ud, og indsamlingen nærmer sig derfor allerede 250.000 kroner.
- Det hele går til børnene, så det betyder meget at kunne hjælpe dem på den måde. Pengene går til, at børnene kan få nogle gode minder og oplevelser, og at de forhåbentlig ikke kommer til at mangle noget økonomisk, når de nu kommer til at mangle det allervigtigste, fortæller broren til den dræbte far til TV 2 Østjylland.
Den 56-årig, der påkørte og dræbte forældreparret, måtte egentlig ikke køre bil.
Han var tilkendt et lægeligt kørselsforbud, fordi han lider af epilepsi. Det kom frem under grundlovsforhøret, kort efter at politiet havde anholdt ham og sigtet ham for vanvidsbillisme og uagtsomt manddrab.
Det vurderes, at han kørte 121 kilometer i timen, da han påkørte forældreparret. Ifølge færdselsreglerne måtte han kun køre 50 kilometer i timen.
Han husker hverken at have ramt nogen eller at have kørt så hurtigt, sagde han under grundlovsforhøret.
Kort forinden dødsulykken var han involveret i et andet sammenstød på samme vej i Randers. Efter påkørslen af forældreparret, kørte han ind i et vejtræ, men slap uden store mén.
Den 56-årige sidder lige nu varetægtsfængslet frem til den 23. august.