Forfærdelig teori om 2-årige Émile: Kan være blevet kidnappet
LÆS OGSÅ: Forældre til savnede 2-årige Émile: - Vi forestiller os det værste
Politiet udvider nu deres efterforskning i eftersøgningen af 2-årige Émile.
Den lille dreng forsvandt i den franske landsby Le Vernet 8. juli, og der er siden blevet ledt vidt og bredt efter den forsvundne dreng - men lige lidt har det hjulpet.
Nu er det kommet frem, at politiet mener, at drengen kan have været udsat for en forfærdelig forbrydelse.
Det skriver det lokale medie La Provence.
Indtil for nyligt betragtede politiet drengens forsvinden som et mysterie og som et muligt uheld.
Men nu udvider politiet deres efterforskning - drengen kan nemlig være blevet udsat for en forbrydelse, blandt andet kidnapning, mener ordensmagten.
Det er den offentlige anklager, Aix-en-Proence, som nu har udvidet politiets beføjelser i forbindelse med efterforskningen.
Det betyder, at politiet nu har en bredere vifte af efterforskningsmetoder.
- Ændringen er ikke en reaktion på noget i efterforskningen, men det giver politiet yderligere beføjelser til efterforskningen af sagen, har anklager Jean-Luc Blachon udtalt.
Politiet vil nu blandt andet kunne foretage telefonaflytninger mod mistænkte i sagen.
Det er endnu uvist, om politiet har nogen mistænkte i kikkerten - foreløbigt er der ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
2-årige Émile forsvandt om eftermiddagen 8. juli, hvor han var i sine bedsteforældres have.
Området, hvor den lille dreng forsvandt, har siden været lukket af for offentligheden for at bevare eventuelle spor i sagen. Området åbner for offentligheden 31. august - altså i morgen.