Forsvandt sporløst: Vådt håndklæde og efterladt bil er ENESTE spor efter Jennifer Kesse
![Amerikanske Jennifer Kesse forsvandt som dug for solen i 2006. Siden har utallige efterforskere – og sågar eksperter fra NASA – forsøgt at opklare sagen, men indtil videre uden held. ](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.21.png?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Hun havde alt, hun kunne drømme om: En skøn familie, en sød kæreste, egen lejlighed og et job, hun elskede.
Med andre ord var Jennifer Kesse et perfekt sted i sit liv – lige indtil den 24. januar 2006.
Her var det planen, at den 24-årige kvinde fra Florida skulle møde på arbejde efter en velfortjent og fortryllende ferie med sin kæreste på St Croix.
![https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.09.png](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.09.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Men den ellers så pligtopfyldende Jennifer mødte aldrig op på sit arbejde.
Hun havde heller ikke svaret på de sms’er, hendes kæreste havde sendt om morgenen, ligesom hun heller ikke havde taget telefonen, da han ringede til hende.
Først havde kæresten tænkt, at hun bare havde travlt. Men da Jennifers arbejdsplads kunne meddele, at Jennifer aldrig var mødt op på sit arbejde, voksede bekymringen.
Jennifers forældre endte med at køre hjem til hendes lejlighed.
![https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.03.png](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.03.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Umiddelbart var der intet mistænkeligt at finde. Lejligheden var blevet efterladt, så det lignede, at deres 25-årige datter havde haft en helt normal – måske lidt travl – morgen.
Der lå et vådt håndklæde på badeværelset, hendes nattøj lå midt på gulvet, og hårtørreren havde tilsyneladende været i brug.
Det eneste, der manglede, var hendes nøgler, mobil, pung og iPod – og så hendes bil. Det lignede med andre ord, at Jennifer var kørt afsted mod sit arbejde. Men hun var altså aldrig dukket op.
Netop bilen var et af de bedste spor, som politiet havde. Det var en sort Chevy Malibu årgang 2004, som blev efterlyst – og fundet to dage senere. Den var blevet parkeret ved et andet lejlighedskompleks omkring halvanden kilometer fra Jennifers hjem.
![https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.23.06.png](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.23.06.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Overvågningskameraer i området kunne bekræfte, at bilen havde holdt parkeret siden klokken 12 den dag, hvor Jennifer forsvandt. Der var ingen beviser at finde i bilen. Det virkede umiddelbart til, at bilen var blevet rengjort.
![https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.12.57.png](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.12.57.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Desuden viste overvågningskameraer, at det var en mystisk person – og ikke Jennifer – der havde parkeret bilen. Personen blev også fanget af flere videoovervågningskameraer, da vedkommende forlod området. Desværre var det ene kamera ganske sløret, mens det andet kun tog et billede hvert tredje sekund. Det betød, at den mystiske person var gemt bag et hegn på alle billederne.
Politiet vidste, at den mystiske person ved bilen var det største og mest vigtige spor. Derfor endte man med at alliere sig med selveste NASA.
Eksperter fra den amerikanske rumfartsorganisation blev sat til at forsøge at gøre de grynede billeder mere tydelige, men desværre var det nærmest umuligt.
Billederne kunne ikke blive så tydelige, at man kunne fornemme, hvem den mystiske person var.
![https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.14.png](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.14.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
Dermed endte der med at gå utallige år, hvor politiet ledte efter mulige spor i både øst og vest.
En sø i området, den såkaldte Lake Fischer, blev blandt andet finkæmmet ad flere omgange, fordi et vidne mente at have set en mand smide noget i søen i 2006. Så sent som i 2024 blev søen igen genstand for en eftersøgning. Eftersøgningen gav dog ingen svar.
Gennem årene har der været flere teorier om, hvad der er sket med Jennifer.
Hendes familie har blandt andet hævdet, at hun kan have været udsat for en forbrydelse begået af en håndværker, der arbejdede i området. I hvert fald havde Jennifer selv fortalt sin familie, at hun følte sig utryg ved de mange håndværkere, der midlertidigt var flyttet ind i området på det pågældende tidspunkt.
Nogle mente også, at et tyveri kunne være nøglen til at opklare sagen om Jennifer. En måned før hun forsvandt, var der blevet stjålet et helt sæt nøgler til det lejlighedskompleks, hvor hun boede. Nøglerne – og gerningsmanden – var aldrig blevet fundet.
![https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.21.png](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-05/Skaermbillede-2025-02-05-kl.-16.13.21.png?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy)
I 2018 kom Jennifers far med en anden – hårrejsende – teori: Hans datter var blevet kidnappet og udsat for menneskehandel. Han mente, at nogle havde udpeget sig Jennifer, hvorefter de havde bortført hende.
Selv om sagen i dag er forblevet uopklaret – og selv om datteren blev erklæret død af myndighederne i 2016 – kæmper Jennifers familie fortsat med at opklare mysteriet.
- Tiden heler ikke vores sår, og vi holder modet oppe og fortsætter med at kæmpe for Jennifers skyld, lød det så sent som sidste måned fra familien.
Denne artikel bygger på artikler fra People og Daily Mail.