Forsvarsadvokat dropper at anmode om navneforbud i ministersag

LÆS OGSÅ: Ikke første gang Henrik Sass Larsen er i politiets søgelys: Gik helt galt i 2011
Det er den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen, der er tiltalt for at besidde omfattende overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.
Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat, Peter Lundmark Jensen, siger i en pressemeddelelse, at han har droppet at anmode om navneforbud i sagen.
Det sker, efter at "den samlede danske presse" har omtalt sagen "på en sådan måde, at min klients identitet er tydeliggjort", lyder det.
- Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd - og kommer aldrig til at gøre det, siger Henrik Sass Larsen, der nægter sig skyldig i sagen.
Den tidligere socialdemokratiske minister tilføjer, at han havde planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en kommende bog.
Det var for at give en "hel og fuldstændig" fremstilling af sagen.
- Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn, siger Sass Larsen.
Indtil bogen udkommer, har han ikke yderligere at tilføje, lyder det.
Mette Mayli Albæk, forlagschef hos Politikens Forlag, oplyser til Berlingske, at forlaget har fået et manuskript, som Sass Larsen er forfatter til.
Forsvarsadvokaten fortæller, at Sass Larsen har opsagt sin stilling i organisationen Aktive Ejere.
Under de givne omstændigheder er det ikke muligt, at Sass Larsen fortsat kan være ansat, siger advokaten.
Det understreges, at Aktive Ejere ikke har haft kendskab til politiets efterforskning og den nu rejste tiltale.
Peter Lundmark Jensen appellerer "på det kraftigste" til, at pressen i fremtiden respekterer Sass Larsens privatliv, siger han.
Tiltalen er rejst efter paragraf 235 stykke 2, der omhandler besiddelse af seksuelt materiale som fotografier, film eller lignende med børn under 18 år.
Ifølge Berlingske skal Sass Larsen have købt sig adgang til materialet over nettet, og materialet er meget omfattende og af særdeles grov karakter.
Desuden er den tidligere minister tiltalt efter paragraf 235a, der blandt andet forbyder besiddelse af børnesexdukker. Det har været forbudt siden 2022.
Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.
Socialdemokratiet er "dybt chokeret" over tiltalen mod Henrik Sass Larsen. Det skriver partisekretær, Lasse Ryberg, i et skriftligt svar til B.T. og Ekstra Bladet.
- Det er en meget alvorlig tiltale, som vi selvfølgelig er dybt chokeret over, der nu behandles i retssystemet. Derfor har vi ikke nogen kommentarer, lyder det ifølge B.T. og Ekstra Bladet.
Henrik Sass Larsen var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015. Han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.
Desuden var han midlertidigt folketingsmedlem i to forskellige perioder i 1999.