Fristen nærmer sig: Her er sidste chance for at bestille feriepenge

Det er snart ved at være sidste udkald, hvis man have fingrene i ens indefrosne feriepenge.
Over to millioner lønmodtagere har allerede bestilt de resterende ugers penge til udbetaling, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse (link fjernet), men det er ikke alle, der har gjort krav på deres penge.
For det er nemlig cirka tre millioner danskere, der kan få udbetalt de penge, der oprindeligt var reserveret til når man går på pension, men som nu frigives på grund af den aktuelle coronakrise.
Så er man en ud af den cirka million danskere, der endnu ikke har været et smut forbi borger.dk og lægge en bestilling, så er det med at få fingeren ud. Sidste chance er 31. marts.
- Det glæder mig, at så mange danskere vælger at få udbetalt deres resterende feriepenge, og antallet kan stige yderligere med et par uger tilbage at løbe på, lyder det fra beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S).
I marts blev det muligt at bestille de resterende ugers indefrosne feriepenge, og siden da er der bestilt feriepenge for cirka 34 milliarder kroner – før skat.
I efteråret kunne man bestille den første andel af de indefrosne midler, og der blev der udbetalt omkring 52 milliarder kroner.
Samlet har danske lønmodtagere altså bestilt feriepenge for godt og vel 86 milliarder kroner. Selvom det bestemt er mange penge, så har danskerne i alt opsparet 108 milliarder kroner i indefrosne feriepenge, har ministeriet tidligere oplyst (link fjernet) på baggrund af en opgørelse fra LD Fonde, så der er stadig en betydelig sjat på 22 milliarder, der ikke er blevet bestilt.
De mange milliarder, der er tøet op til danskerne, er tænkt til at være med til at sat ild under samfundsøkonomien oven på måneders nedlukning.
- Mit håb er, at mange af pengene vil blive brugt på forbrug, der kan hjælpe danske virksomheder i en svær tid og sætte yderligere skub i økonomien – ikke mindst i brancher, som har været nedlukket og hårdt ramt i lang tid men nu er genåbnet som fx restauranter og spillesteder, siger Peter Hummelgaard.
Hvis man ikke fik hævet sine feriepenge under den første runde i efteråret, kan man stadig nå at få alle fem ugers indefrosne feriepenge, hvis man bestiller inden udgangen af måneden.
Hvis man ikke bestiller pengene, kan man få dem udbetalt, når man opnår folkepensionsalderen eller af andre årsager trækker sig fra arbejdsmarkedet.