Krimi24. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Frygtelige tal: Så mange masseskyderier er der i USA

Indtil videre har der i 2024 i gennemsnit været mere end ét masseskyderi om dagen i USA

Der har i gennemsnit været mere end ét masseskyderi i USA hver dag i 2024, viser en opgørelse fra den uafhængige dataportal Gun Violence Archive.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Et masseskyderi bliver defineret som et skyderi, hvor mindst fire personer er blevet såret eller dræbt.

Alene søndag var der fire masseskyderier i delstaterne New York, Alabama, Missouri og Ohio.

Her mistede mindst en person livet, mens yderligere 34 blev såret.

Fredag blev fire personer dræbt og yderligere ni såret, da en person åbnede ild mod tilsyneladende tilfældige ofre i et supermarked i Arkansas, skriver The Guardian.

Og lørdag kostede et skyderi på en natklub i Kentucky én person livet, mens syv andre blev ramt, men overlevede.

Sammenlagt har der foreløbig været 240 skyderier med mindst fire ofre i 2024 på tværs af USA.

Masseskyderier er langtfra et nyt fænomen i USA, hvor især de skyderier, der rammer tilfældige borgere, har givet anledning til debat om den lempelige amerikanske våbenlovgivning.

Retten til at bære våben er sikret i den amerikanske forfatning. Sådan har det været i mere end 200 år. Især mange republikanske vælgere ser netop denne ret som en vigtig del af deres selvforståelse.

Personer over 18 år må købe rifler og ammunition. Alle andre skydevåben bliver kun solgt til borgere, der er mindst 21 år.

Der er nogle undtagelser for, hvem der må eje og bære våben. Det gælder eksempelvis i forvejen dømte personer, mentalt ustabile personer og personer uden amerikansk statsborgerskab.

Våbenlovgivningen er imidlertid ikke helt ens på tværs af USA, da delstaterne har lov til at lave egne tilføjelser til reglerne. Derfor kan der være stor forskel på, hvor striks lovgivningen er fra delstat til delstat.

Sponsoreret indhold