Frygteligt: Lille baby overfaldet – overhældt med skoldhed kaffe
En ni måneder gammel dreng fra Australien er indlagt med voldsomme forbrændinger, efter en ukendt gerningsmand tirsdag hældte skoldhed kaffe ud over den lille dreng.
Det skriver News.
Den lille dreng har ifølge mediet pådraget sig alvorlige brandskader på 60 procent af kroppen – især i ansigt, nakke, bryst og arme. Han har allerede gennemgået en operation på Queensland Children’s Hospital, hvor han blev indlagt efter den frygtelige hændelse, der indtraf tirsdag.
Her var mor og søn i den såkaldte Hanlon Park i Brisbane, da en ukendt gerningsmand pludselig nærmede sig den lille familie.
Sekunder senere tømte han indholdet i sin termokrus ud over den lille dreng, der straks begyndte at skrige.
Vidner løb dertil for at hjælpe drengen – og for at pågribe gerningsmanden. Det sidste lykkedes ikke, da han hurtigt flygtede fra stedet.
Imens forsøgte vidner at hjælpe den chokerede mor og ikke mindst hendes lille dreng, der var tydeligt forbrændt af den skoldhede kaffe. Vidner overøste drengen med vand, før en ambulance ankom kort efter.
Drengen blev hastet på hospitalet, mens politiet ledte efter gerningsmanden. I skrivende stund er han stadig ikke pågrebet.