Krimi26. september 2023

Fyns Politi følger trop: Lukker Hells Angels-klubhuse

På grund af den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet lukker Fyns Politi to Hells Angels-klubhuse
Hells Angels-klubhuse er i den seneste tid blevet lukket på stribe - mandag blev deres såkaldte rockerborge lukket på Fyn.
Hells Angels-klubhuse er i den seneste tid blevet lukket på stribe - mandag blev deres såkaldte rockerborge lukket på Fyn.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: LTF-veteran optaget i Hells Angels midt i drabelig konflikt

Det er frem til 6. oktober forbudt at opholde sig i Hells Angels' klubhuse i Nyborg og Odense.

Mandag oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, at man har indført opholdsforbud på de to adresser - Langelandsvej 24 i Nyborg og Petersmindevej 20 i Odense.

Det sker blandt andet på grund af den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet mellem netop Hells Angels og banden Loyal To Familia.

- Vi har naturligvis fulgt situationen i København samtidigt med, at vi løbende har set på de efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til de grupperinger, vi har her i politikredsen, siger politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.

- På baggrund af det samlede billede har vi besluttet at være på forkant med situationen og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, der færdes omkring de to nævnte ejendomme, ved at oprette opholdsforbud på de her to adresser.

Tidligere er der blevet indført opholdsforbud på tre Hells Angels-tilholdssteder i hovedstadsområdet. De stod til at udløbe mandag, men er blevet forlænget frem til 9. oktober.

Der er tale om adresserne Svanevevej 5 i Nordvestkvarteret i København, Tømmerup Stationsvejs 8B i Kastrup samt Siljangade 10 i København S.

Fredag meddelte flere jyske politikredse, at man har besluttet at lukke i alt tre HA-klubhuse i henholdsvis Lystrup, Randers og Nørresundby. Også en brætspilscafé i Kolding udsættes for et foreløbigt indgreb fra politiets side.

Forbuddene gælder frem til 6. oktober. Det drejer som om Marøgelhøj 5 i Lystrup, Rådmands Boulevard 50 i Randers og Østergade 24 i Nørresundby.

I Kolding gælder det brætspilscaféen "Spilloppen" på Låsbygade 38. Sydøstjyllands Politi mener, at caféen bruges af rockere som tilholdssted.

Tidligere på måneden valgte Nordsjællands Politi, at et opholdsforbud skal gælde på to adresser i henholdsvis Hørsholm og Kvistgård frem til tirsdag klokken 15.30. Adressen i Kvistgård menes at have været tilholdssted for Loyal To Familia.

Sponsoreret indhold