Gav ham indsprøjtninger med WC-rens: 23-årig kvinde dømt skyldig i drab på 45-årig mand

Opdateret kl. 13.45: Over middag torsdag har Vestre Landsretten nedsat straffen til 23-årige Kylie Flodager med et år til 13 års fængsel i drabssagen.
Et enigt dommer- og nævningeting er kommet frem til, at en 23-årig kvinde - Kylie Flodager - skal kendes skyldig i manddrab.
Det skriver TV 2 Nord.
Tilbage i august blev den unge kvinde - sammen med sin daværende kæreste - idømt 14 års fængsel for mishandling og drab på en 45-årig mand. Og det er denne dom fra byretten i Aalborg, som landsretten nu har stadfæstet.
I parrets fælles lejlighed udsatte de i april 2021 den 45-årige mand for brutal mishandling i timevis.
Drabsofferet blev slået med en jernstang, stukket med kniv og fik desuden flere indsprøjtninger med WC-rens og brintoverilte.
Han fik til sidst et bælte om halsen og blev kvalt.
Alle nævninger og dommere er i landsretten enige om, at den 23-årige kvinde tog del i drabet, men ifølge TV2 Nord har tre af ni nævninger ikke fundet det bevist, at hun stod for selve kvælningen af manden.
Kylie Flodagers tidligere kæreste Dan Flex blev også dømt for drabet i byretten i sensommeren. Men i modsætning til Flodager accepterede han byrettens dom, der for dem begge lød på en straf på 14 års fængsel.