Gypsy Rose Blanchard fik sin egen mor slået ihjel: Der var ingen anden udvej
I årevis var hun blevet løjet dødssyg, og i årevis havde hun gennemgået den ene smertefulde – og unødvendige – behandling efter den anden.
Til sidst fik amerikanske Gypsy Rose Blanchard nok og planlagde sammen med sin daværende kæreste at slå sin mor ihjel.
Drabssagen sendte chokbølger gennem hele USA – og resten af verden – og Gypsy Rose Blanchard nåede at afsone otte års fængsel for sin rolle i det makabre knivdrab.
Forleden blev hun så løsladt, og i den forbindelse satte den i dag 32-årige kvinde ord på, hvorfor hun tog så drastisk et valg for at komme væk fra sin mor:
– Jeg ønskede ikke, at hun skulle dø. Jeg ønskede blot at komme ud af min situation, og jeg følte, at det var den eneste måde, fortæller Gypsy Rose Blanchard i et interview med Good Morning America.
Under retssagen kom det frem, at hendes mor – 47-årige Dee Dee Blanchard – led af Münchausens syndrom by proxy, hvilket betød, at hun opdigtede sygdomme hos sin datter for selv at få anerkendelse og opmærksomhed.
Det indebar blandt andet, at Dee Dee Blanchard påstod, at hendes datter havde muskelsvind og leukæmi, og at hun barberede sin datter skaldet som følge af sin den påståede kræftsygdom.
Desuden gav Dee Dee Blanchard sin datter store mængder medicin, der fremkaldte frygtelige symptomer og smerter.
I dag siger Gypsy Rose Blanchard, at hun ikke kun har ondt af sig selv og alt det, hun blev tvunget igennem. Hun har også ondt af sin mor og den situation og sindstilstand, som hendes mor befandt sig i.
– Jeg tror ikke, at min mor var et monster. Hun havde en række dæmoner, som hun kæmpede med, fortæller Gypsy Rose Blanchard i interviewet.
Hun vælger at stå frem af én soleklar årsag:
– Jeg deler min historie som en vigtig påmindelse, så den næste person, der måske befinder sig i en lignende situation som mig, ikke går ned ad samme vej som mig.
Drabet på Dee Dee Blanchard fandt sted 14. juni 2015. Her stak Gypsy Rose Blanchards daværende kæreste Nicholas Godejohn moderen ihjel med flere knivstik i hendes hjem i Wisconsin.
Mens Gypsy nu er en fri kvinde, blev Nicholas Godejohn idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.