Ekspert: Derfor giver det ikke mening at åbne butikker
Dagens smittetal lyder på 468 nysmittede blandt i alt 127.040 prøver. Det giver en positivprocent på 0,37.
Det oplyser Statens Serum Institut.
Der er 19 nye indlæggelser, og det samlede antal indlæggelser er nu på 69. Det er et fald på 11 siden i går.
Af de indlagte ligger 57 på intensiv, mens 40 ligger i respirator.
Der er registreret 3 nye dødfald det seneste døgn, hvilket bringer det samlede dødstal op på 2319.
Regeringen lægger lige nu an til at lave en delvis genåbning, når de nuværende restriktioner udløber 1. marts.
Det er blandt andet på tale, at de ældre elever i folkeskolen også kan vende tilbage, hvis man intensiverer teststrategien lyntests flere gange om ugen.
- Det er en rigtig god idé at åbne op for f.eks. folkeskolen, hvor det giver mening at masseteste. Det skal vi i gang med hurtigst muligt, siger professor i biokompleksitet ved Københavns Universitet Kim Sneppen.
Derudover går meget af den politiske debat på, hvornår de små butikker kan få lov til at åbne igen.
Men det er da altså lange udsigter til, hvis man tager de sundhedsfaglige briller på. Her er der nemlig ikke mulighed for at masseteste på samme måde, som for eksempel i folkeskolen.
- Der er masser af politisk vilje til at gøre det, men de sundhedsmæssige argumenter for det er virkelig ikke gode. Jeg kan godt forstå, at politikerne presser på, for det gør rigtig ondt på butikkerne, og i sidste ende er det også en afvejning. Men det vil koste rigtig meget i smitten, siger han.