Her er politiets nye våben: Nu må de skyde dig med strøm
For første gang nogensinde vil danske betjente fra på søndag være bevæbnede med strømpistoler.
Det sker i forbindelse med et forsøgsprojekt, hvor politiet afprøver det nye våben.
Derfor var der inviteret til pressesmøde hos Københavns Vestegns Politi på politigården i Albertslund fredag formiddag, hvor det nye magtmiddel skulle vises frem.
- Det er cirka 230 betjente, som er uddannede i at bruge strømpistolen, og de skal teste den som magtmiddel de næste to år, siger politiinspektør Tenna Wilbert fra Københavns Vestegns Politi.
I første omgang er det tre forskellige politikredse, hvor borgerne kan opleve, at betjente nu er bevæbnede med en skriggul strømpistol i bæltet. Der er tale om Københavns Vestegns Politi, Nordjyllands Politi og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
- Vi forventer at brugen af strømpistolen er mere skånsom, især i de tilfælde hvor alternativet er at anvende skydevåben.
Strømpistolen er af modellen Axon Taser 10, og den kan affyre op til 10 metalpile med modhager. Der bliver herefter sendt strøm igennem personen, og alle musklerne i kroppen bliver lammet.
Ifølge politiinspektør, Tenna Wilbert er det op til betjentene at vurdere, hvornår de skal trække strømpistolen.
- Det kan jo være en sag, hvor der er overhængende fare for et personfarligt angreb mod andre borgere, mod politifolk eller hvor gerningspersonen selv er til fare for sig selv, hvor strømpistolen kan være en løsning, siger hun.
Men ifølge politiinspektøren er kriterierne for, hvornår betjente fremover må bruge strømpistolen mod borgere de samme, som når de bruger knippel og peberspray.
Men vil det sige, at hvis man deltager i en demonstration eller en fodboldkamp, så kan man fremover risikere, at politiet skyder én med strømpistol?
- Jeg tænker ikke, at der er sandsynlighed for mere magtanvendelse, fordi vi har fået en strømpistol. Man er ikke i større risiko, hvis man deltager i ting, som man ellers ville have været med i, siger politiinspektør, Tenna Wilbert.
Men hvordan kan det være sidestillet at slå med en knippel og så skyde nogen med pile, der sender 1000 volt igennem kroppen og lammer én?
- Det er aldrig rart med magtanvendelse og det ser aldrig pænt ud. Men noget af det som strømpistolen kan i stedet for stav og peberspray er, at eftervirkningerne af den, er mindre end ved stav og peberspray, lyder svaret.
Er man særligt udsat for at blive skudt med strømpistol af politiet, hvis man er psykisk syg og har mistet kontrollen?
- Nej, det tænker jeg ikke. Det retter sig mod situationer, hvor der er en farlig situation, og det kan også være med psykiske syge. Men ønsket er, at vi i de situationer, hvor vi er nødt til at bruge alvorlig magtanvendelse og i sidste ende skydevåben, kan gøre det mere skånsomt, siger politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Tenna Wilbert.
Beslutningen om at politiet nu skal bruge strømpistoler sker ifølge Københavns Vestegns Politi efter en markedsafdækning og grundig uddannelse af betjente.
Forsøgsprojektet løber frem til 2026 og herefter vil det blive besluttet, om strømpistolerne har været så stor en succes, at de skal udrulles til resten af landet.
Hvis opgaven tilsiger det, kan strømpistolen også anvendes i andre politikredse i prøveperioden.
Strømpistolen kan skyde pile op til 13,7 meter ud og er udrustet med et grønt lasersigte. Den kan give stød på 1000 volt, som kortvarigt lammer kroppen.