Her er status på coronavirus i Danmark
Netop nu bliver der holdt pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet i København.
I en pressemeddelelse, der blev udsendt tidligere i dag, blev det oplyst, at der på pressemødet ville blive givet en "status for udviklingen i antallet af smittede i Danmark".
Til mødet deltager:
- Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke
- Faglig direktør Kåre Mølbak, Statens Serum Institut
- Konstitueret direktør Anette Lykke Petri, Styrelsen for Patientsikkerhed
- Konstitueret Centerchef Dan Brun Petersen, Sundhedsstyrelsen
Det er Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke, der indleder pressemødet med at fortælle, at smittetallet i dag er 173 nye smittede.
Han fortæller, at testfaciliteterne også opgraderes i København, da smittetallet her er steget.
- Det er i situationer som nu, vi skal huske de gode vaner: Sprit af, hold afstand, bliv hjemme, hvis du er syg, understreger Heunicke.
Mange unge smittes
Anette Lykke Petri fortæller, at man primært ser, at det nu er unge, som står for smittespredningen.
Derfor vil der lokalt sættes ind med informationsmøder, som er målrettet unge og yngre voksne, fortæller hun.
Kåre Mølbak bakker op omkring, at det nu er de unge, der står for smittespredningen, og at det primært sker ved private sammenkomster.
- Vær opmærksomme på de gode vaner, ikke kun på arbejdspladser, men også i fritidslivet, lyder det fra Mølbak.
- Det gode, vi kan gøre, det virker, så optimismen ligger højt med hensyn til, at corona kan kvæles, tilføjer han.
Nedlukning næste skridt?
Adspurgt af en journalist udelukker Heunicke ikke, at der kan komme lokale nedlukninger.
Hvis tallene over weekenden ikke går i den rigtige retning, kalder ministeren lokale nedlukninger for "yderst effektive".
- Vi kan ikke styre hvert enkelt unge menneske, men det er en appel - til unge som gamle, lyder det fra ministeren om de stigende smittetal.
- Hvis smitten fortsætter med at stige, så må vi tage nogle værktøjer i brug, understreger han.