Her kan en selfie koste dødsstraf
Og det lider myndighederne i Phuket i Thailand under, når turister valfarter til Mai Khao-stranden for at tage nogle helt usædvanlige billeder.
På stranden kan man nemlig komme helt tæt på de fly, der lander i lufthavnen.
Og det betyder, at de selfie-tossede turister sætter deres eget liv på spil, men de risikerer også at distrahere piloterne, når de stiller op til et selfie under de tunge fly.
Myndighederne i Thailand har derfor følt sig nødsaget til at gå ind i sagen. De vil derfor nu oprette en sikkerhedszone ved landingsbanen, så turisterne ikke længere kan tage billeder helt tæt på luftfarttøjene, der letter. Det skriver Bangkok Post.
Men hvis selfie-glade turister ikke respekterer sikkerhedszonen, der angiveligt kommer til at få en radius på ni kilometer fra flyvepladsen, kan det få fatale konsekenser.
- Straffen for ikke at overholde reglerne inkluderer dødsstraf, en livstidsdom eller en fængselsdom på mellem fem og tyve år i henhold til Air Aviation fra 1978, siger Monrudee Gettuphan, som er direktør i Phukets Internationale Lufthavn, til Phuket News.
Turister risikerer også at få en bøde på 40.000 baht svarende til 8.300 danske kroner.