Krimi6. december 2023 (opd. 5. september 2024)

Højesteret forkorter fængselsstraf for psykisk vold med to måneder

En mand er onsdag blevet idømt seks måneders fængsel for psykisk vold begået i omkring et år

Højesteret har onsdag nedsat straffen i en sag om psykisk vold fra otte måneders fængsel til seks måneders fængsel.

Det skriver retten i et resume i sin dom.

Manden blev dømt i landsretten for at have udøvet psykisk vold mod sin tidligere ægtefælle, steddatter og søn i et år.

Ifølge landsrettens dom var manden flere gange om ugen aggressiv og råbte og skreg af de tre forurettede.

Han kom også jævnligt med nedværdigende udtalelser om dem.

Sagen blev indbragt for Højesteret, så retten kunne tage stilling til, om straffen var udmålt rigtigt.

Højesteret har lagt vægt på det samme, som Østre Landsret gjorde i sin dom i april.

Landets øverste domstol har blandt andet lagt vægt på, at to af ofrene var børn, og at sønnen havde en funktionsnedsættelse. Han har ADHD ifølge dommen.

Men ifølge Højesteret er der ikke fastsat en bestemt normalstraf for at begå psykisk vold.

Derfor kom retten frem til, at straffen skulle fastsættes til seks måneder.

Landsretten beskriver i sin dom, at råbene som regel var helt umotiverede, og at de forurettede var så bange for den dømte, at de ikke turde sige ham imod.

Psykisk vold handler ifølge straffeloven om, at man bliver udsat for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende behandling af en person i ens husstand, eller som tidligere har haft tilknytning til husstanden.

Det kan straffes med op til tre års fængsel.

Sponsoreret indhold