Højgravid kvinde forsvundet: Hvor er 25-årige Emma Baum?
Hvor er 25-årige Emma Baum? Hvad er der sket med hende? Og har hun født?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som en amerikansk familie stiller sig, efter den 25-årige højgravide kvinde forsvandt tilbage i oktober.
Det skriver New York Post.
Den 25-årige kvinde blev sidst set 10. oktober, og på det tidspunkt var hun efter alt at dømme ganske tæt på at gå i fødsel.
Men siden har ingen hverken set eller hørt fra den 25-årige kvinde, hvilket naturligt nok har gjort hendes familie yderst bekymret.
- Vi leder efter min søster. Hun havde åbnet sig en centimeter den 4. oktober. Hun har været savnet siden den 10. oktober, sagde Emmas bekymrede søster Abigale Smith på et pressemøde fredag.
Søsteren og resten af familien frygter, at Emmas kæreste er skyld i hendes forsvinden. Politiet har da også haft kontakt til kæresten – men dog i en anden sammenhæng. I skrivende stund har politiet hverken anholdt eller sigtet kæresten i relation til Emmas forsvinden.
- Jeg vil have min datter hjem. Jeg savner hende. Hendes familie har brug for hende, siger Emmas bekymrede mor på pressekonferencen.
Politiet har nu iværksat en større eftersøgning, men altså indtil videre uden held.