Krimi28. januar 2025 (opd. 28. januar 2025)

I dag skal Nicki Bille for retten: Tiltalt for røveri af juice, thaiboks og papvin

Han har erkendt tyveri for 176 kroner - men han nægter pure, at det hele udviklede sig til et røveri. Senere tirsdag skal Retten i Glostrup vurdere sagen
Nicki Bille skal senere tirsdag i retten, hvor han risikerer at blive smidt i fængsel for røveri.
Nicki Bille skal senere tirsdag i retten, hvor han risikerer at blive smidt i fængsel for røveri.
 Foto: Søren Jul Lamberth/Aller Media

LÆS OGSÅ: Patrick Nielsen i ny retssag: Fra de bonede gulve til kokain og springkniv

Den tidligere fodboldspiller Nicki Bille kan efterhånden skrive flere domme end fodboldklubber på cv'et.

Tirsdag risikerer den 36-årige tidligere angriber at føje endnu én til listen, og her tales der altså ikke om klubber.

Nicki Bille skal senere tirsdag troppe op ved Retten i Glostrup, hvor han er tiltalt i en ny straffesag - denne gang omhandlende røveri og vidnetrusler.

Selv erkender den tidligere landsholdsspiller, at han stjal for 176 kroner i Coop365 i Hvidovre 4. september sidste år - men han mener ikke, at det hele udviklede sig til et røveri.

Det gør Københavns Vestegns Politis anklagemyndighed til gengæld.

Ifølge dem blev Nicki Bille nemlig konfronteret med tyveriet af en juice, thaiboks og en papvin uden for forretningen af to medarbejdere, hvor hele situationen angiveligt eskalerede.

Den tidligere Nordsjælland-spiller er tiltalt for at have taget fat i kraven på den ene ansatte, hvorefter han hev ham helt tæt på sig og hævede sin anden hånd, mens han ifølge politiet udtalte:

"Jeg brækker kæben på dig, så du skal spise yoghurt i seks uger," eller lignende, fremgår det af anklageskriftet.

I samme ombæring mener anklagemyndigheden, at Nicki Bille begik vidnetrusler, da han sagde til den forurettede butiksansatte:

"Din stikker, jeg fanger dig, når du har fri."

Kvinde kom Nicki Bille til undsætning - og blev tiltalt for vidnetrusler

Hele den kuriøse sag bliver ikke mindre mærkværdig, da en kvinde ligeledes er tiltalt i sagen.

Her er der tale om en kvinde, som er en håndfuld år yngre end Nicki Bille, der angiveligt forsøgte at komme den tidligere landsholdsangriber til undsætning.

Det gjorde hun ved at besøge Coop365 butikken i Hvidovre 14 dage efter det påståede røveri - ifølge politiet i forening, efter forudgående aftale eller fælles forståelse med Nicki Bille, som også er tiltalt for vidnetrusler i samme forbindelse.

Her gik kvinden ifølge politiet ind i butikken for at kontakte de to medarbejdere, som Bille var blevet konfronteret af efter tyveriet i forretningen - og som er forurettede i sagen om det påståede røveri.

Det lykkedes dog ikke kvinden, fordi de to medarbejdere ikke var til stede i butikken, men ifølge politiet fik det hende blot til at henvende sig til en tredje medarbejder i en aggressiv og truende tone, fremgår det af anklagen:

"I har fucked Nicki Bille op og gjort ham til grin," "hvor er dit personale henne, jeg skal fucking have fat i dem," hvornår er de her igen," og "hvor er personalet fra den aften, der har fucked Nicki op, jeg skal have fat i dem", skulle kvinden angiveligt have sagt til den uforvarende medarbejder med beskeden om, at det skulle siges videre til de to medarbejdere, som konfronterede Nicki Bille.

Nicki Niels Bille Nielsen startede sin fodboldkarriere i københavnerklubben Frem BK, og skiftede siden til italienske Reggina, hvor han efter minimal succes skiftede til FC Nordsjælland og fik sit helt store gennembrud.

Siden spillede han blandt andet i spanske Villarreal, norske Rosenborg og polske Lech Poznan.

Han fik tre kampe for det danske landshold med ét mål til følge.

Røverisagen mod den tidligere landsholdsangriber og medtiltalte kvinde foregår over halvanden retsdage ved Retten i Glostrup.

Der forventes at falde dom i sagen torsdag.

SE og HØR dækker sagen.

Nicki Billes mange domme

Når den tidligere udlandsprof tirsdag tager plads på anklagebænken, er det langt fra ukendt for Nicki Bille.

Han er nemlig blevet dømt ved de danske domstole adskillige gange.

Det skete blandt andet tilbage i 2022, hvor han blev dømt for at have slået en person på et diskotek i København.

Her udtalte et vidne, at Nicki Bille lignede en, der var på stoffer.

I forbindelse med voldssagen endte han med at blive idømt fem måneders ubetinget fængel.

Men det er langt fra den eneste gang, at Nicki Bille er blevet dømt. Siden 2019 er han blevet dømt ikke færre end seks gange ved en dansk domstol.

I 2021 blev han dømt for hele 12 forskellige forhold, da han blev idømt 60 dages betinget fængsel ved Københavns Byret.

Men allerede i 2015 var den dengang landsholdsaktuelle fodboldspiller en tur i retten, hvor han blev idømt 60 dages betinget fængsel for at bide en betjent.

I 2018 stod han på den anden side i en sag om drabsforsøg - her blev han nemlig skudt i armen af en rockersøn. Episoden var tæt på at koste Nicki Bille armen.

Sponsoreret indhold