
I politiets søgelys igen: Britta Nielsens svigersøn Kian Omid Mirzada skal i retten

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
LÆS OGSÅ: Nu taler Mette Frederiksen om Henrik Sass Larsen: - Meget chokerende
De fleste danskere husker nok Britta Troelsgaard Nielsen, der svindlede socialstyrelsen for hele 117 millioner kroner.
Nu er hendes familie igen havnet i uføre med dansk politi, efter hendes svigersøn Kian Omid Mirzada endnu en gang er blevet tiltalt i en straffesag.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som SE og HØR er i besiddelse af.
43-årige Kian Mirzada er tiltalt for tre brud på færdselsloven, som kan ende med at koste ham kørekortet ubetinget i en kortere eller længere periode.
Københavns Politis anklagemyndighed mener nemlig, at han tilbage i oktober 2021 kørte mere end 30 procent for stærkt, da han kom kørende ad Jagtvej i København med mindst 70 km/t på en strækning, hvor man kun måtte køre 50.
Den tunge speederfod koster normalt et klip, og det kan godt gå hen og blive problematisk for den hæleridømte svigersøn.
Anklagemyndigheden har nemlig også tiltalt Kian Mirzada for to gange at have benyttet en håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Første episode er fra juni 2022, hvor han ifølge politiet anvendte sin telefon, da han kom kørende ad Kalvebod Brygge ud for Dybbølsbro i København.
På trods af mødet med politiet holdt det ham tilsyneladende ikke fra at bruge sin mobil, mens han kørte bil – ifølge anklagemyndigheden gentog han nemlig seancen i oktober 2022, hvor betjente mødte ham på motorring 4 i krydset ved Ishøj Stationsvej.
De tre forseelser, som alle er til et klip i kørekortet, ville normalvis koste en betinget frakendelse af kørekortet.
Men da Kian Mirzada tidligere har haft problemer med at overholde færdselsloven, går anklagemyndigheden efter at fratage ham kørekortet ubetinget i en tidsbestemt periode, fremgår det af anklageskriftet mod ham.
Kørte i dyr bil
Her tilstod han at have solgt hælervarer for over 700.000 kroner.
Derudover er han tidligere blevet idømt fire måneders fængsel for at have orkestreret et voldeligt overfald.
Ifølge SE og HØRs oplysninger er færdselsforseelserne sket efter afsoning af straffen for hæleri – og er foregået i en Land Rover Range Rover Sport, der har 340 hestekræfter. En bil, der umiddelbart er til at få øje på.
SE og HØR har været i kontakt med Kian Mirzadas forsvarsadvokat Nima Nabipour, som oplyser, at han i skrivende stund ingen kommentarer har til sagen.
Sagen skal for retten inden længe. SE og HØR følger sagen.
