Krimi15 timer siden (opd. 14 timer siden)

Ild i adventskransen: Mand måtte reddes ud ad vindue

Tre unge mænd boede der. To kunne selv komme ud, mens den sidste måtte reddes ud via et vindue på bagsiden
Der kom hurtigt redningsfolk og politi til stedet.
Der kom hurtigt redningsfolk og politi til stedet.
 Foto: Presse-fotos.dk

Beboere i en opgang i Holbergsgade i Aalborg blev lørdag morgen banket voldsomt op af sengen, fordi der var opstået brand i en lejlighed på 1. sal.

Politiet og Nordjyllands Beredskab var blevet alarmeret om branden klokken 06.46, og da beredskabet cirka fem minutter senere ankom til adressen, var der ifølge indsatsleder Jakob Schmidt voldsom brand i selve lejligheden.

- Der er en sofa, der er gået ild i, så det gør, at branden får et voldsomt forløb. Det går stærkt, når først det får fat i en sofa med polstring, siger han.

Beboerne i lejligheden har oplyst til politiet, at branden nok er opstået i en adventskrans, der er brændt helt ned og så har antændt lejligheden.

Det er primært unge mennesker, der bor i opgangen, oplyser indsatslederen. Der var ingen børn.

I den brandramte lejlighed bor tre unge mænd, og to af dem kunne selv komme ud af hjemmet via trappeopgangene, mens den sidste var fanget indenfor. Han gav sig til kende for redningsberedskabet via et vindue.

- Vi redder en ung mand ud med stige fra et vindue på bagsiden af bygningen, for han kan ikke komme ud. Det er ret sjældent, det sker, siger Jakob Schmidt.

Både for- og bagtrappen var fyldt med røg, så røgdykkere måtte sendes ind for at få kontakt til beboerne i de andre lejligheder. De skulle ud af bygningen, mens arbejdet stod på.

Røgdykkerne forsøgte at få kontakt til folk i lejlighederne ved at banke og ringe på døren. Men var der ingen, der åbnede, blev døren banket ind.

- Set ud fra tidspunktet på døgnet, og at der bor mange unge mennesker der, så kan det være, at nogle har været ude at feste lidt. Vi skal være sikre på, at vi også får dem ud, så de ikke kommer i fare derinde, siger Jakob Schmidt.

Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus blev to personer kørt til tjek på skadestuen for eventuel røgforgiftning. Ingen er dog kommet alvorligt til skade.

Nogle i opgangen skal dog genhuses. Det gælder lejligheden på 1. sal, der er så brandskadet, at den for nu er ubeboelig.

Også beboere i lejligheder på 2. og 3. sal skal genhuses, fordi de er fyldt med sod og røg og derfor skal rengøres, før beboerne kan flytte ind igen, fortæller indsatslederen fra beredskabet.

Kort før klokken 10 er både politiet og beredskabet færdige på adressen. Sagen er overdraget til et skadeservicefirma.

Indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab opfordrer til, at borgere bruger weekenden på at fjerne tørre juledekorationer og -træer fra hjemmet. Også røgalarmen kan have godt at et tjek.

- Tag den ned, støvsug den og sæt nye batterier i, så den er klar igen. Det er den billigste og bedste forsikring, man kan få i forhold til brand, siger han.

Sponsoreret indhold