Krimi6. marts 2025

Janni Ree tordner mod politiet: Nu reagerer de

Janni Ree raser mod politiet, efter Nordsjællands Politi har droppet voldssagen mod Karsten Ree. Nu svarer de tilbage på kritikken
Janni Ree anklager Nordsjællands Politi for "ansvarsfralæggelse" og "svigt" af voldsramte kvinder, efter de har droppet sagen mod Karsten Ree.
Janni Ree anklager Nordsjællands Politi for "ansvarsfralæggelse" og "svigt" af voldsramte kvinder, efter de har droppet sagen mod Karsten Ree.
 Foto: Mikael Rieck/Aller Medier

Forsidefruen Janni Ree raser over politiet i Nordsjælland, fordi de har besluttet at droppe voldssagen mod hendes eksmand, Karsten Ree.

- Når politiet vælger at vende det blinde øje til, er det ikke en frifindelse. Det er en nedprioritering af voldsofre, udtaler Janni Ree i en pressemeddelelse, som er udsendt af hendes management-bureau, Aprime PR.

Onsdag aften skrev Karsten Ree-lejren, at sigtelserne mod ham var blevet droppet. Janni Ree havde politianmeldt Karsten Ree for 49 forhold om vold, psykisk vold og ulovlig våbenbesiddelse.

- Det er en stor lettelse for mig, at de anklager nu endegyldigt er tilbagevist. Det har været hårdt at skulle forholde sig til alle disse usandheder, men jeg har haft tillid til retssystemet hele vejen igennem, og jeg er meget glad for afgørelsen, udtalte Karsten Ree onsdag.

Men udmeldingen fra Karsten Ree og hans folk har nu fået Janni Ree op i det røde felt, der retter en sønderlemmende kritik af politiet. Politiet har svigtet deres ansvar overfor voldsofre, lyder det.

- Nordsjællands Politis afgørelse i sagerne mod Karsten Ree er en skændsel og et symptom på et retssystem, der systematisk svigter ofre for vold i nære relationer, lyder det i pressemeddelelsen fra Aprime PR.

- Vi vil ikke lade det passere i tavshed. Vi vil påvise, at volden har fundet sted, og vi vil have retfærdighed – ikke kun for Janni Ree, men for alle dem, der dagligt lever i voldelige forhold uden at blive hørt, lyder det i pressemeddelelsen fra Jannis lejr.

Karsten Ree var omvendt lettet onsdag, da nyheden om at politiet havde droppet voldssagen mod ham.
Karsten Ree var omvendt lettet onsdag, da nyheden om at politiet havde droppet voldssagen mod ham.
 Foto: Mikael Rieck/Aller Medier

Under overskriften kan “Karsten er ikke frifundet - politiets efterforskning er mangelfuld” kan man læse i pressemeddelelsen, at politiet ifølge Janni Ree ikke har afhørt nogle af de vidner, som hun opfordrede politiet til at tage kontakt til.

- Politiet har ikke undersøgt alle beviser. De har ikke afhørt vidner. De har ikke foretaget en retfærdig vurdering. De har alene besluttet at lukke sagerne af tekniske årsager, lyder det fra Janni Rees folk.

Politiet skulle have fået en liste over vidner, som kunne bakke Jannis oplevelser op - og også modtaget beviser, der skulle vise den vold, som hun mener, hun er blevet udsat for af Karsten Ree.

Angiveligt skulle et produktionsselskab også være i besiddelse af fraklip fra et tv-program om eksparret, hvor nogle af lovovertrædelserne skulle være blevet fanget på kamera. Men heller ikke det pågældende produktionsselskab er blevet kontaktet af politiet, lyder det.

SE og HØR har spurgt Nordsjællands Politi, hvordan man forholder sig til anklagerne fra Janni Ree og hendes management. Konkret er der blevet spurgt til, om det er korrekt, at der ikke er blevet afhørt vidner i sagen.

Nordsjællands Politi er også blevet spurgt, hvorfor de har valgt ikke at rette henvendelse til produktionsselskabet, som angiveligt skulle have fanget nogle af forbrydelserne på kamera.

Men Nordsjællands Politi svarer, at politiet ikke ønsker at kommentere på eller oplyse om detaljer i efterforskningen af de konkrete sager.

- Det kan oplyses, at der er foretaget en juridisk vurdering af sagerne i anklagemyndigheden og, at det i den forbindelse er vurderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser til, at påstandene i anmeldelserne vil kunne bevises ved en domstol, skriver Nordsjællands Politi til SE og HØR.

- Dermed er der ikke retmæssigt grundlag for at rejse en straffesag, skriver politiet afslutningsvis.

I alt havde Janni anmeldt Karsten for 49 forhold, herunder om vold og psykisk vold begået mod hende under deres ægteskab.

Janni Ree oplyser, at hun vil klage til Statsadvokaten over politiets afgørelse.

Fra Karsten Ree-lejren lød det onsdag, at man har lettet over beslutningen fra politiet om at lægge sagen ned.

- Konsekvenserne ved anklagerne har været omfattende for Karsten, hans nærmeste og koncernens professionelle relationer, hvorfor retsstillingen i forbindelse med afgørelsen nu vil blive undersøgt, lød det i pressemeddelelsen fra Karsten Ree og hans folk.

Onsdag var Karsten Ree og Janni i retten i Hillerød. Her skulle spørgsmålet om, hvorvidt der skulle nedlægges et forbud mod Jannis nye bog “Evig Diva” afgøres. Det kan du læse mere om her.

Sponsoreret indhold