Jeppe Kofod anmeldt for voldtægt af 15-årig pige
Flere borgere har anmeldt den 46-årige socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod for voldtægt.
Det skriver B.T., som har udspurgt Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vi kan bekræfte, at flere borgere har anmeldt Jeppe Kofod for overtrædelse af straffelovens paragraf 216 (voldtægt) og for overtrædelse af straffelovens paragraf 223, siger Mads Dollerup-Scheibel, der er kommunikationsmedarbejder i politikredsen.
Politiet har ikke flere oplysninger i sagen, da de nu skal vurdere sagen juridisk.
Paragraf 223 bliver kaldt "skolelærer-paragraffen" og går ud på, at den seksuelle lavalder bliver hævet fra 15 år til 18 år i tilfælde, hvor offeret har samleje med en person, der er betroet den pågældende til undervisning, opdragelse eller lignende.
ungdomsfest
Den mener flere gør sig gældende i Jeppe Kofods tilfælde, hvor han i en alder af 34 år havde samleje med en pige på 15 år.
Det skete til et arrangement afholdt af Den Socialdemokratiske Ungdom (DSU) på Esbjerg Højskole, hvor Jeppe Kofod var inviteret til at holde et oplæg for ungdomspolitikerne.
Under festen efter arrangementet havde flere medlemmer af DSU set Jeppe Kofod tale med den 15-årige pige, hvorefter de gik sammen op på hendes værelse.
Få uger forinden havde den 15-årige pige gennem sin folkeskole været i erhvervspraktik hos Socialdemokratiet på Christiansborg, hvorfor Kofod og den unge pige kendte hinanden i forvejen.
Da sagen blev kendt i offentligheden måtte Jeppe Kofod undskylde, ligesom han mistede sine ordførerposter over en sommerferie.
Han har dog igen været ude og undskylde i forbindelse med sagen, efter den har kørt i pressen i forbindelse med #MeToo.
Det gjorde han over for TV 2:
- Jeg var fuld, og jeg var dum, sagde han.
Mette Frederiksen har tidligere omtalt sagen som "alvorlig", men har samtidig udtalt, at hun har fuld tillid til Jeppe Kofod som minister.
Selvom Jeppe Kofods sag ligger 12 år tilbage, er den ikke forældet, eftersom Folketinget i 2017 vedtog at ophæve forældelsesfristen for sager, der omhandler seksuelle overgreb mod personer under 18 år.