Jørn "Jønke" Nielsen hiver TV 2 i Pressenævnet: – Jeg mener, det er manipulation

LÆS OGSÅ: Blev afsløret i "Den sorte svane": Hun har skiftet navn flere gange
For 10 år siden var Jørn ”Jønke” Nielsen på Folkemødet på Bornholm for at diskutere om rockere med Peter Skaarup.
10 år senere er han igen at finde på Bornholm, denne gang i en helt anden position, da Jønke i år er mødt op i sit virke som partiformand for det forholdsvis nye parti Stabilt Demokrati.
SE og HØR mødte partiformanden på solskinsøen, som altså for blot to uger siden meldte ud, at han ville slæbe TV 2 i Pressenævnet.
Fortiden som Hells Angels-talsmand er for længst blevet lagt på hylden, men efter TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane” så dagens lys, er flere blevet i tvivl om, hvorvidt Jønke er færdig i den kriminelle verden.
I ”Den sorte svane” bliver der nemlig bragt sms’er op fra Jønke, som godt nok er syv år gamle, men det mener eksrockere ikke er gjort klart nok.
– Jeg har indledt en pressenævnssag, for jeg kan ikke se, hvad jeg laver i det program. Jeg er stort set en af de eneste, der medvirker, som ikke deltager i svindel og kriminalitet.
– Jeg er lidt irriteret over, at jeg bliver revet ind i det igen og tilbage ind i miljøet, for det er faktisk syv år siden, jeg afslørede hende (Amira Smajic, red.) der. Og det fremgår ikke af programmet. Det ser ud som om, at jeg lige har afsløret hende.
I pressenævnssagen lægger Jønke netop vægt på, at sms’erne som TV 2 bruger er syv år gamle.
På Stabilt Demokratis sociale medier har partiformand været nødsaget til at forklare netop den detalje til flere interesserede danskere, da de var i tvivl om, hvornår Jønke har været i kontakt med TV 2-muldvarpen.
– Jeg mener, det er manipulation, for de fleste mennesker tror jo, at jeg har været i kontakt med hende for nylig. Det har jeg ikke. Det er fire år siden, jeg har forladt mit gamle miljø.
Er helt færdig i den verden
Jørn Nielsen slår med fast med syvtommersøm, at han er helt færdig i den kriminelle verden.
Faktisk taler han ikke med nogen fra rockermiljøet, da interessen for den verden slet ikke er at finde i kroppen.
Netop derfor har han også kun set afsnit 1 og 5 af ”Den sorte svane”.
Tilrettelæggeren på dokumentaren kontaktede Jønke halvandet døgn før ”Den sorte svane” blev tilgængelig på TV 2 Play.
Her fik Jønke ellers forklaret, at han ikke havde noget at bekymre sig om, da han kun var med via sms’er.
– Jeg har ikke haft tid til at tænke over det, men jeg gik straks i rette med dem, da de ringede op.
Over for SE og HØR forklarer Jønke helt præcist, at han sidst talte med Amira Smajic i marts 2017, da hun måske skulle hjælpe med nogle papirer i Hells Angels-regelsæt.
Det blev dog aldrig til noget, da Jønke og et par andre medlemmer fra Hells Angels ikke stolede på Amira Smajic, da hun fortalte, at hun var advokat.
Den ”afsløring” er ifølge Jønke også årsagen til, at det blandt andet er Bandidos og ikke Hells Angels, som hovedpersonerne i dokumentaren er medlem af.
– Det er fordi, at jeg allerede afslørede hende i 2017. Jeg afslørede, at hun var en svindler og en platugle, og at jeg allerede dengang godt kunne forestille mig, at hun arbejdede for politiet. Men det tror jeg ikke nu, at hun har gjort dengang.