Jordemoder tiltalt for at bringe mor og baby i fare
I næste uge fortsætter en uhyggelig sag mod en 41-årig jordemoder, der er tiltalt for at udsætte en fødende kvinde og hendes spædbarn for ”væsentlig og unødig fare”.
Det skriver B.T., der har fået aktindsigt i tiltalen.
Jordemoderen var til stede ved en hjemmefødsel i Nordsjælland i foråret 2019, hvor lægerne ellers på forhånd havde frarådet, at fødslen foregik i hjemmet.
Nordsjællands Hospital blev desuden ikke underrettet om fødslen på forhånd. Heller ej da jordemoren kunne konstatere grønt vand hos kvinden.
Den fødende blev herefter fragtet til hospitalet, men her informerede jordemoderen ikke fødeafdelingen om forløbet, der var gået forud.
Hele forløbet fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at sætte hendes tilladelse til sit virke som jordemoder i bero.
Dog har hun igen i 2020 og 2021 assisteret ved hjemmefødsler.
Sagen begyndte i efteråret, og jordemoderen har via sin forsvarer nægtet sig skyldig.