Kæmpe politiaktion: Narko og over en million kroner beslaglagt
Der er blevet anholdt i alt seks mænd i aldergruppen 20-66 år i forbindelse med en større politiaktion.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Mændende blev anholdt natten til onsdag, hvor politiet desuden ransagede flere lokationer. Betjentene kunne beslaglægge 1,1 millioner kroner samt 440 kilo hash.
Politiinspektør Kim Kliver regner med, at sagen vokser sig større end Sydsjælland.
- Ud fra de foreløbige afhøringer og undersøgelser er det vores opfattelse, at der er tale om organiseret narkokriminalitet, og alene ud fra den store mængde beslaglagt hash er vi overbeviste om, at stoffet er tiltænkt et langt større geografisk område end Nakskov, siger han.
Aktionen er kulminationen på et samarbejde mellem Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Særlig Efterforskningscenter Øst og Vest.
- For at kunne sætte ind mod de store narkobagmænd er det vigtigt, at politikredsene og de to efterforskningsfællesskaber samarbejder tæt, og med gårsdagens anholdelser ser vi udkommet af et rigtig fint samarbejde.
- Vi skal bruge den kommende tid til at gennemgå alt det materiale, der nu er tilvejebragt, og jeg kan i den forbindelse ikke udelukke flere anholdelser, siger Kim Kliver.