Krimi17. april 2024 (opd. 17. april 2024)

Kaldte barn "skat" og "engel": Nu er træner tiltalt i 14 år gammel sag

Træneren nægter sig skyldig i anklagerne, men har tidligere erkendt, at han havde en relation til den 12-årige pige, som var "for tæt"
Maj Enevoldsen siger, hun blev voldtaget som 12-årig. 14 år senere skal sagen for retten.
Maj Enevoldsen siger, hun blev voldtaget som 12-årig. 14 år senere skal sagen for retten.
 Foto: TV 2 Østjylland

Når Retten i Randers 1. maj tager hul på en sag om blufærdighedskrænkelse og voldtægt, er det den foreløbige kulmination på 14 år med psykiske lidelser, tvivl og vrede for Maja Leonhardt Enevoldsen.

– Jeg håber, der falder dom til min fordel. Jeg håber, han bliver dømt, og at folk kan se alvoren i sagen, siger hun til TV2 Østjylland.

Som barn dyrkede hun sport i den lokale idrætsforening i Hadsten, og her mødte hun den mand, der nu er tiltalt i sagen.

Hun var 12 år og glad for sport. Han var 24 og hendes træner.

Men deres forhold udviklede sig angiveligt langt ud over træningen i hallen.

Ifølge hende så de hinanden privat, og når de ikke var sammen, skrev de beskeder frem og tilbage på beskedtjenesten MSN.

Mange af beskederne – beskeder som TV2 Østjylland har set – kredsede om, hvor meget de elskede hinanden.

De kaldte hinanden for skat, og træneren skrev, at den 12-årige pige var hans engel og prinsesse.

Det hele stoppede, ifølge Maja Leonhardt Enevoldsen, brat, da hun forsøgte at begå selvmord i marts 2010.

Siden har hun kæmpet med sig selv og minderne om det, hun siger, hun gik igennem som barn. Hun har haft en spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd og lider i dag af PTSD. Det fortalte hun i TV2 Østjylland-dokumentaren "Vores lille hemmelighed" i 2023.

I mange år afviste Maja Leonhardt Enevoldsen selv, at hun havde været udsat for et overgreb.

Hendes forældre meldte den dengang 24-årige mand til politiet, da de fandt de mange beskeder på datterens computer, men Maja Leonhardt Enevoldsen nægtede at udtale sig i sagen. Efter eget udsagn fordi hun var forelsket i træneren og ville beskytte ham.

Men i juni 2023 meldte hun selv manden til politiet.

Som hun husker det, voldtog træneren hende i et omklædningsrum. Ifølge anklageskriftet, som TV2 Østjylland er i besiddelse af, er manden nu tiltalt for at have haft samleje med et barn under 15 år.

Han er desuden tiltalt for andet seksuelt forhold end samleje ved at have slikket den dengang 12-årige pige i skridtet og for blufærdighedskrænkelse ved at smøre hendes inderlår ind i varmecreme.

– Det er stort i sig selv, at der er rejst tiltale efter så mange år. Jeg tænker, det siger noget om sagens alvor, men også, at vi heldigvis har fået et ændret syn på, hvad sager som de her kan gøre for en, siger Maja Leonhardt Enevoldsen.

Fra anklagerens side lægges der vægt på, at træneren skulle have udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed som træner over for Maja Leonhardt Enevoldsen.

Specialanklager ved Østjyllands Politi Jesper Rubow har vurderet, at sagen er stærk nok til at rejse tiltale. På trods af, at hændelserne skulle være sket for 14 år siden.

– Så er det i sidste ende op til retten at vurdere, om de ser sagens beviser på samme måde, som jeg har gjort. Der kan også være forskel på den måde, noget fremgår af papirsagen og den måde, det bliver forklaret i retten og den måde, beviserne bliver vurderet, siger Jesper Rubow til TV2 Østjylland.

Den tiltalte nægter sig skyldig og ønsker, ifølge sin forsvarer, ikke at udtale sig til medierne.

Det kan tidligst ske, når sagen er afsluttet i retten, lyder det fra hans forsvarer.

Den tidligere træner udtalte sig dog, da TV2 Østjylland beskrev sagen tilbage i august 2023.

Her erkendte han at have haft et for tæt forhold til Maja Leonhardt Enevoldsen, men nægtede at have voldtaget den 12-årige pige.

– Det vigtigste for mig at understrege er, at der aldrig nogensinde har været noget seksuelt mellem mig og hende. Der har været en relation, som har været for tæt, som ikke var professionel i forhold til, at der var en træner og en spiller. Men det var jeg nok for ung til at forstå dengang – for uerfaren, sagde han til TV2 Østjylland.

Sponsoreret indhold