Kasper Sand Kjær sigtet for forsøg på bedrageri og falsk anmeldelse: - Jeg har ikke hørt om sagen før i dag
TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: Kasper Sand Kjær skal i retten: Sigtet for forsøg på bedrageri og falsk anmeldelse
SE og HØR kunne tidligere tirsdag afsløre, at den tidligere topfigur i Socialdemokratiet - Kasper Sand Kjær - er sigtet for forsøg på bedrageri og falsk anmeldelse.
SE og HØR har været i kontakt med Socialdemokratiets gruppeformand, Leif Lahn Jensen, for at høre, om partiet havde kendskab til Kasper Sand Kjærs bedragerisag.
For sagen stammer fra 2023, hvor Kasper Sand Kjær var folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
- Jeg har ikke hørt om sagen før i dag, og Socialdemokratiet har intet haft med sagen at gøre, lyder det i et skriftligt svar fra Leif Lahn Jensen til SE og HØR.
Kasper Sand Kjær forlod Folketinget i 2023 for at blive selvstændig med eget rådgivningsbureau.
- Jeg stopper alene af den grund, at det er det rigtige for mig. Fordi jeg har lyst til at prøve et liv udenfor politik, lød det blandt andet fra Kasper Sand Kjær i forbindelse med sit exit fra Folketinget.
SE og HØR kunne dog tidligere tirsdag afsløre, at den forhenværende toppolitiker anmeldte tilbage i maj 2023, mens han var medlem af Folketinget, at hans kortholder med tilhørende kreditkort var blevet stjålet i hovedstadsområdet og efterfølgende misbrugt til hævning af samlet 45.310 kroner.
Det er ifølge anklagemyndigheden sket i strid med sandheden. Anklagemyndigheden mener, at anmeldelsen er falsk, viser en retsmødebegæring, som SE og HØR har fået indsigt i.
Kort tid efter, at den 35-årige havde meldt kortet stjålet, satte han sig til tasterne i sin netbank og gjorde indsigelser for i alt godt 45.000 kroner for at få banken til at betale beløbet tilbage på hans konto. Det er her, bedrageri-forsøget kommer ind i billedet.
I alt seks transaktioner på mellem 900 og 14.995 kroner forsøgte Kasper Sand Kjær ifølge retsmødebegæringen at få tilbageført.
Myndighederne kræver betinget fængsel og samfundstjeneste for forseelsen, som Kasper Sand Kjær altså forventes at tilstå uden forbehold.
Sådan stoppede han
Det kom som noget af en bombe i det politiske liv, da Kasper Sand Kjær sidste efterår pludselig stoppede i Folketinget.
Det skete med denne begrundelse, som han delte på Facebook:
"Jeg har truffet en stor og svær beslutning. Jeg stopper i Folketinget. Efter mere end 20 år med politiske poster og tillidshverv – fra elevrådsformand til folketingsmedlem – har jeg brug for at prøve noget nyt. Og brug for at prøve at være noget andet end mit politiske hverv," skrev han dengang.