Kendt fra "X Factor": Anklaget for tyveri af lamper til 32.000 kroner

LÆS OGSÅ: Fængselsstraf og plet på straffeattesten: Her gik det galt for tidligere "X Factor"-deltagere
Planen var ellers, at en 30-årig kvinde, som er kendt fra TV 2-programmet "X Factor", skulle tage plads på anklagebænken i byretten i december i en sag om indbrudstyveri og forsøg på indbrudstyveri.
Ifølge SE og HØRs oplysninger blev sagen dog udsat, eftersom mødende anklager i sagen var blevet syg.
Nu er straffesagen mod den 30-årige kvinde blevet berammet på ny, hvorfor hun inden længe slæbes i retten, efter anklagemyndigheden har tiltalt hende for indbrudstyveri og forsøg på indbrudstyveri.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som SE og HØR har en kopi af.
Helt konkret er der tale om to episoder, hvor den første stammer tilbage fra 2. juni 2022.
Politiet mener, at "X Factor"-deltageren fra 2. juni og frem til 8. juni 2022 har skaffet sig adgang til et bofællesskab, hvor hun har stjålet to PH-loftslamper og én PH-bordlampe til en samlet værdi af 32.000 kroner.
Det er politiets opfattelse, at kvinden har stjålet de dyre lamper sammen med en anden person, hvis sag bliver behandlet særskilt.
Den anden episode stammer tilbage fra 11. november 2023 - altså knap et halvandet år, efter "X Factor"-deltageren angiveligt stjal lamperne fra bofællesskabet.
Ifølge sagens anklageskrift skaffede "X Factor"-kendissen sig her - ved at begå indbrud - adgang til en butik i den by, hvor hun har folkeregisteradresse.
Den 29-årige stjal dog ingenting fra butikken, fremgår det af anklageskriftet.
SE og HØR har forsøgt at høre "X Factor"-deltagerens forsvarsadvokat om, hvordan hun forholder sig til tiltalen, men det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar.

Kvinden er tiltalt efter straffelovens paragraf 276, som straffes med fængsel i op til halvandet år.
Straffen kan stige i op til seks års fængsel, hvis der er tale om tyveri af særlig grov karakter.
Anklagemyndigheden har udover påstand om fængselsstraf nedlagt påstand om erstatning.
SE og HØR følger sagen.