Krimi11. oktober 2024

Kidnapning og tortur mod realitydeltager: Uroligheder under retssag

Der var tilråb og skældsord efter retsformanden, da sagen mod en 21-årig mand tiltalt for kidnapning og tortur mod realitydeltager startede fredag
x
Den 21-årige tiltalte var ifølge politiet ofte bevæbnet med en pistol, som han også brugte til at prøve og tage livet af den danske kendis med.
 Foto: Silas Stein/AP/Ritzau Scanpix

Der var ond stemning i retssalen, da den 21-årige ekskæreste til en kendt realitydeltager skulle forklare sig i sagen mod ham ved Retten i Aarhus fredag. Her er ekskæresten tiltalt for drabsforsøg, kidnapning, grov vold og trusler mod realitydeltageren.

Flere gange undervejs i løbet af retsmødet var der konflikter mellem både anklager og den tiltalte, men også mellem fremmødte familiemedlemmer og venner til ekskæresten og retsformanden.

Efter ekskæresten var færdig med at blive afhørt, kom unge tilhørere med tilråb. Det ville retsformanden ikke finde sig i og bad de unge om at forlade retssalen. Det var dog ikke helt uden problemer at få dem ud af døren. "Fuck din mor, din kælling", lød det efter retsformanden på vej ud.

Det kom også til konflikt mellem de tilstedeværende betjente fra Kriminalforsorgen og ekskæresten og hans familie på den anden side. Ekskæresten ville kramme sin familie, men det tillod betjentene ikke, og derfor var både ekskærsten og hans mor oprørte.

"Er det farligt, hvis jeg kysser min søn eller hvad?", spurgte moren, som var tydeligt oprørt.

Giftigt forhold

Under afhøringen af ekskæresten kom det frem, at han erkender at have begået vold mod realitydeltageren. Men han nægter drabsforsøg og frihedsberøvelse af realitydeltageren.

I anklageskriftet mod ham står der, at han skal have udsat sin daværende kæreste for langvarig frihedsberøvelse - først på en adresse i Nørre Snede i sommer 2023 og senere i december i Aarhus. Undervejs skal han have udsat hende for grov mishandling og forsøgt at dræbe hende ved at sætte en skarpladt pistol for panden af hende og trykke på aftrækkeren. Våbnet gik dog i baglås.

Det kom også frem, at ekskæresten og realitydeltageren levede i et meget "giftigt forhold", som var præget af jalousi og utroskab. Ifølge ekskærestens forklaring var realitydeltageren også voldelig overfor ham, fordi hun blandt andet kastede ting efter ham, når hun blev sur.

Men selvom forholdet angiveligt var usundt, så nægter han, at han skal have truet hende på livet. Anklageren i sagen kunne ellers finde flere sms'er, som ekskæresten havde sendt til realitydeltageren med voldsomt indhold. Blandet andet skrev han til hende, at "han ville se blodet flyde på væggene", og "jeg dræber dig, din klamme luder". Han bad hende også om at "sige farvel". Men ekskæresten forklarede, at beskederne ikke var ment som dødstrusler, men bare dumme beskeder sendt i ophidselse.

Nægter drabsforsøg

På samme måde nægtede ekskæresten også det mest alvorlige forhold i sagen. Nemlig at han skulle have sat en skarpladt pistol for panden af realitydeltageren og trykket på aftrækkeren. Våbnet "klikkede" og gik ikke af ifølge anklageskriftet, hvorefter han skal have sagt at pistolen "jammede".

"Det er aldrig nogensinde sket", lød hans forklaring på anklagen.

Anklageren i sagen har fredag påstået, at den 21-årige skal idømmes forvaring. Det er en tidsubestemt straf, som kun særligt farlige kriminelle idømmes.

Der er afsat seks retsdage til behandlingen af sagen - dommen forventes at falde i midten af november måned.

Sponsoreret indhold