En 25-årig mand bør idømmes mindst fem og et halvt års fængsel for at have påkørt ryttere i et cykelløb i Hvidovre i september sidste år.
Det siger senioranklager Liv Amnitsbøl mandag formiddag i retten i Glostrup.
I sagen er manden tiltalt for bevidst at have påkørt et cykelfelt på en elcykel af typen Mate. To ryttere kom alvorligt til skade - en af dem sidder i dag i kørestol.
Manden er også tiltalt for at have ført en uindregistreret stor knallert. Politiet kategoriserer nemlig elcyklen som sådan, fordi den kunne køre mere end 40 kilometer i timen.
- Tiltalte har accepteret risikoen for denne påkørsel og alvorlige personskade, siger anklageren i sin procedure.
Mandag er tredje dag i sagen. På sagens førstedag forklarede den tiltalte, at han kørte i sin egen verden den lørdag i september sidste år.
- Efter hvad vi har hørt, så kørte han i sin egen verden. En verden, hvor der ikke var plads til andres sikkerhed.
Den tiltalte har forklaret, at han ikke så de flagposter og trafikofficials, der i løbet af sagen har forklaret, hvordan de forsøgte at stoppe ham verbalt og med fagter og viften med flag. Det var først få sekunder inden ulykken, at han så en flagpost, har han forklaret.
Den 25-åriges forsvarer, Mai-Britt Storm Thygesen, lægger i sin procedure vægt på, at der er mange følelser i sagen.
- Det er klart, at de konsekvenser, det har haft, ligger som en tung sky over denne sag, siger hun og udtrykker medfølelse til dem, der er blevet påvirket af sagen.
Hun understreger dog, at hendes klient den dag i september sidste år ikke havde forsæt til at begå hverken grov vold eller fareforvoldelse.
- Det er et uheld, det der skete 7. september 2024. Det er et ganske forfærdeligt uheld.
- For ham var det uforudsigeligt, usandsynligt og ikke noget, han kunne beregne på nogen måde, at der var et cykelløb, og at alle de her ryttere ville komme kørende.
Hun mener, at han skal idømmes under et års fængsel, hvis han findes skyldig i fareforvoldelse.
Det har været et tema i sagen, om sikkerheden ved løbet var god nok.
Frivillige ved løbet og ryttere har fortalt, at de følte sig trygge ved at dirigere og køre løbet.
- Men man kan ikke - uanset hvor grundig man er - planlægge sig ud af, når nogen ikke vil acceptere afspærring, skiltning og dirigering, siger anklageren.
For påkørslen af rytterne er manden tiltalt efter straffelovens strengeste voldsparagraf. Han er desuden tiltalt for fareforvoldelse.
Derudover er han tiltalt for overtrædelse af færdselsloven og loven om euforiserende stoffer.
Da ulykken skete, havde han nemlig ti salgsposer med kokain i lommerne, ligesom man fandt 35 gram kokain på hans bopæl.
Da den 25-årige får det sidste ord i sagen, understreger han, hvor meget han angrer ulykken.
- Den ulykke, der fandt sted 7. september 2024, burde og skulle aldrig have fundet sted. Jeg anerkender min fejl i det her. Jeg skulle have været mere opmærksom.
- Det var ikke noget, jeg gjorde bevidst, og ikke noget, jeg gjorde med vilje, siger han.
Der ventes at falde dom i sagen mandag klokken 14.30.