Krimi18. marts 2025

Kontant besked til Comanches fra politiet: - I er ikke velkomne

Motorcykelklubben Comanches MC er ved at åbne nyt klubhus i Hammerum, mener politiet. Men de kan lige så godt spare sig - ordensmagten vil have dem ud af kommunen
Medlemmer af Comanches MC er ifølge politiet rykket til det midt- og vestjyske. Men hverken politi eller kommune ønsker dem i nærområdet. - De skal ud, lyder det samlet fra politi og kommune.
Medlemmer af Comanches MC er ifølge politiet rykket til det midt- og vestjyske. Men hverken politi eller kommune ønsker dem i nærområdet. - De skal ud, lyder det samlet fra politi og kommune.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en fortrolig mail til journalisten: Patrick@sh.dk

Det er sjældent, at politiet melder så kontant ud, som de gør tirsdag morgen:

"Comanches MC er ikke velkommen i Midt- og Vestjyllands Politikreds".

Så kort kan morgenens pressemeddelelse fra politikredsen opsummeres. De mener nemlig, at rockerklubben er i gang med at åbne et nyt klubhus på Hammerum Hovedgade i det midt- og vestjyske.

- Et medlem af Comanches MC har lejet en stuelejlighed i Hammerum, og eftersom vægge og vindueskarme er malet i bandegrupperingens farver, der er bygget en bar op, og der angiveligt er planer om en ståldør, så er vi ikke så meget i tvivl om, at adressen er udset som kommende klubhus, lyder det fra vicepolitiinspektør Kristian Larsen, leder af lokalpolitiet i Herning.

Men politiet er gået sammen med Herning Kommune, som vil tage alle midler i brug for at stoppe "bande-uvæsenet", som de beskriver Comanches.

- Comanches er ikke velkommen i Midt- og Vestjylland, de skal ikke slå rødder her, og sammen med Herning Kommune kommer vi til at ånde dem i nakken," siger vicepolitiinspektøren.

Tilbage i december gennerførte politikredsen en målrettet aktion mod flere medlemmer af rockergrupperingen, der oprindeligt udsprang af gadebanden Værebros Hårde Kerne (VHK), der havde til huse i Bagsværd-området.

- Vi vil samarbejde med politiet på alle tænkelige måder for at forhindre, at bandegrupperinger får fodfæste på Herning-egnen. Vi har en række værktøjer, vi som kommune eller sammen med politiet kan tage i brug, og det vil vi gøre i den aktuelle sag, som vi også har gjort det før. Bander har intet at gøre her hos os, siger Hernings borgmester Dorte West.

Ifølge politikredsen har de tidligere haft gode erfaringer med at smide bandegrupperingen Black Army ud af Herning og forgængeren til Comanches, Satudarah, ud af Struer.

- For os er det helt underordnet, hvad der står på rygmærket. Vi sætter hårdt ind, vi efterforsker, vi samarbejder med de relevante kommuner, og vi rejser straffesager, når vi kan, slår Kristian Larsen fast.

Politikredsen opfordrer borgere i nærområdet til at anmelde eventuelle lovovertrædelser til politiet.

- Vi har brug for øjne og ører ude i lokalsamfundet, og når en borger fra Hammerum ringer og giver os oplysninger om Comanches' gøren og laden, så yder han eller hun jo et meget vigtigt bidrag til at forebygge organiseret kriminalitet.

- Jeg vil opfordre borgerne til at ringe til os på 114, hver gang de oplever noget, der gør dem utrygge. Det samme skal de gøre, hvis de ser noget mistænkeligt eller har andre oplysninger, som de tænker, vi i politiet kan have gavn af at kende til.

- På den måde kan vi sammen - politi, kommune og borgere - lægge et fælles pres og klart signalere, at en bandegruppering ikke får et roligt øjeblik, hvis den forsøger at slå sig ned her i vores landsdel", siger vicepolitiinspektøren.

Sponsoreret indhold