Kraftig regn og skybrud giver trafikale problemer

Et kraftigt regnvejr over København søndag eftermiddag volder flere timer efter fortsat problemer for trafikken flere steder.
Vejdirektoratet melder søndag aften fortsat om flere spærrede vejstrækninger. Det drejer sig blandt andet om Helsingørmotorvejen, som på grund af vandmasserne, der kom ned fra oven, er spærret i begge retninger på strækningen mellem Tuborgvej og Hans Knudsens Plads.
Derudover er Nordhavnsvejstunnelen i København også spærret efter regnvejret.
Simon Swain, som er vagthavende hos Vejdirektoratets trafikcenter, oplyser søndag aften, at vejene ventes genåbnet inden midnat.
Hos Københavns Politi advarede vagtchef Jonathan Wald søndag eftermiddag trafikanter mod at køre de steder, hvor der er oversvømmet.
- Vi ser kloakdæksler, der løfter sig, og så skal man altså køre efter forholdene. Og man skal ikke køre hen de steder, hvor der er oversvømmet, lød formaningen fra vagtchefen.
Ifølge Jonathan Wald arbejder politiet søndag på at etablere afspærringer, hvor det er påkrævet. Det er flere steder i byen.
- Det er de sædvanlige steder, hvor der er lavninger, og hvor vandet samler sig, fortalte vagtchefen.
- Og så skal folk jo også huske på, at der er tale om kloakvand, sagde han.
Beredskab Øst opfordrede på den sociale platform X til kun at ringe 112 ved akutte hændelser. Beredskabet "arbejder hårdt på at håndtere de vigtigste opgaver", lød det tidligere på dagen.