Lærer dømt for samleje med psykisk sårbare elever
En lærer fra en specialskole vest for Holbæk er mandag dømt for at have haft samleje med to unge kvinder, som var hans elever. Dommen lyder på fængsel i et år og ni måneder, oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden, der er midaldrende, er desuden dømt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod kvinder fra skolen.
STRAFBART UANSAT HVAD
Der er tale om en skole for psykisk sårbare elever, og mandens overgreb stod på gennem flere år. En af pigerne var kun 15 år, da manden første gang havde samleje med hende.
Det er efter straffelovens bestemmelser strafbart at have samleje eller tilsvarende med en person under 18 år, som man er i en betroet relation til, for eksempel som lærer i forhold til en elev.
Uanset om et sådant forhold måtte forekomme frivilligt fra den unges siden, regnes det som et seksuelt overgreb.
Må ikke længere have med børn at gøre
Overgrebene mod sagens ofre er foregået i tiden fra 2015 og frem til i år, hvor manden i foråret blev anholdt. Det er sket på skolen og i området omkring, blandt andet på køreture.
Ofrene i sagen er i dag i alderen 17-22 år.
Retten har i forbindelse med dommen bestemt, at læreren ikke længere må have med børn og unge under 18 at gøre. Han har nu to uger til at beslutte, om han vil anke dommen.